MX-Index’ Motocross Startguide!
Du har lige været ude og opleve motocross for første gang, og din begejstring vil ingen ende tage. Detaljer om hvordan du bare skal ud på banen og fyre den af, har du fortalt til alle du kender. Til din bedste makker, til din bedstemor, og til dit tyvstjålne havedart-sæt. Du er klar til at blive en del af Danmarks største motorsportsgren, og det kan kun gå for langsomt! Men hov … Du stivner midt i din selvopfundne sejrsceremoni, med en stuebirk som pokal, stående i divaneseren, som var den en sejrsskammel til VM.
For hvordan kommer man egentlig i gang med motocross? MX-Index har prøvet at samle en flok gode råd herunder, som i hvert fald er en start.
1. Din cykel.
Det første de fleste kigger efter, når de skal i gang med motocross. Hvilken cykel skal man købe? Alle du spørger i miljøet har en mening, og det kan være en jungle at navigere igennem. Det bedste råd her er: Kom ud og prøv. For alle guders skyld. Drop internettet og dets orakler. Prøv en tur på maskinerne inden du overhovedet flår pengesedlerne ud af ryggen på sofaen. Så finder du ud af hvilken størrelse cykel du skal have. (En tommelfingerregel: Er det til dine poder der skal købes cykel, så har mange tendenser til at købe dem for små i stellet fra start. Så måske en størrelse op, i forhold til hvad du tror. De kan sagtens håndtere det.)
Når det kommer til at vælge mærke, kan det også være en jungle. Her gælder det igen om at lukke det meste ude, og så købe den som du føler du befinder dig godt på – og som måske er til at skaffe reservedele til, i nærheden af hvor du bor. Symbiosen mellem maskine og crosskarl er alfa og omega. Og så sørger du selvfølgelig ALTID for at passe den efter forskrifterne, uanset hvilken du så vælger. Se dig selv i spejlet: Er du faktisk det mekaniske geni du altid har fortalt de andre i antennelauget du er? Det kan være en god ide for din pengepung at være ærlig her, og så måske lige rådslå dig med en fagmand. Bare lige til du har styr på det.
2. Dit udstyr.
Crosskørerens hjelm er hans krone. Og kun en gal konge ridder i krig med en rusten gryde til at beskytte ægget. Der er meget udstyr du kan få brugt, og derved spare nogle penge. Tøj, støvler, og den slags. Derved kan du bruge pengene på at købe dig en ordentlig hjelm. Du får nemlig hvad du betaler for, og lige her, kan det altid betale sig at gå efter et high end-produkt. Så drop den fra Biltema, fra Thansen, eller den du selv har konstrueret af en salatslynge og et gammelt bælte. Det er også en god ide at begynde med et par gode knæbeskyttere. Knæene er udsat i motocross.
I det hele taget er det en god tommelfingerregel at investere i noget sikkerhedsudstyr der kan noget. Noget der sidder godt på dig og som du føler dig komfortabel med. Man håber aldrig man får brug for det, men når man først ligger der, så bliver man glad for at have givet den plovmand ekstra.
(Hvis du er i tvivl om hvordan du skal forholde dig til udstyr, og hvad du skal have på, så kan du altid finde forskrifterne i DMUs reglement, her: https://dmusport.dk/wp-content/uploads/2022/06/MX-reglement-2022-opdateret-23062022.pdf)
(HUSK: Selv hvis du bare kører på en mark, eller et andet sted der ikke er omfattet af DMU’s krav om udstyr, er det en god ide at have det hele på alligevel. Hav respekt for sporten, så tager du stikket hjem, bror ræv.)
Hvis du møder en crosskører der siger at han aldrig er væltet, så har du mødt en der er fuld af løgn.
Det er dog ikke kun på kroppen du har brug for udstyr. Inden du begynder til motocross, bør du derfor også overveje om du har styr på at transportere maskinen frem og tilbage til træning, for eksempel. Selv ti kilometer er langt, med en adskilt forgaffel på tværs imellem forsæderne på din Smart. Det kan dog fint klares med en fornuftig trailer, så du ikke behøver stæse ud og anskaffe et lastvogntog med udtrækkersider, som det allerførste.
3. En licens.
Det første du skal vide om en licens, er at det aldrig nogensinde hedder ”et” licens, selvom du nok vil støde på denne formulering en del gange i miljøet. Det andet du skal vide, er at du skal bruge den, hvis du skal benytte de baner der hører under de anerkendte unioner – og ikke mindst køre løb derpå. Desuden følger der forsikring med din licens, som sørger for at alle er forsvarligt dækket, når man er på crossbanen. (Det kan dog altid være en god ide at få tegnet en personlig farlig sport-forsikring ved siden af. Bare for en sikkerheds skyld.)
Tit kan du få indslusningslicensen til en billig penge, så det bliver billigere for dig at komme i gang med sporten.
4. En klub.
For at få en licens, skal man dog også have en klub. Der findes et væld at motocross-klubber over hele landet, men fælles for dem er, at de hellere end gerne vil hjælpe dig i gang med verdens bedste sport. De kan fortælle dig mere om hvilken licens du skal have, og i det hele taget om hvordan sporten foregår.
Tit kan du også få lov at prøve en maskine hos den lokale klub, eller i hvert fald på lov at komme forbi og opleve det, tage en snak med klubbens medlemmer, og se hvordan det hele foregår, inden du beslutter dig for at starte. Der er med garanti også en del røverhistorier at høre på samtidig. (For eksempel bør der altid tages 30% af hvor højt en crosskører selv mener han var oppe i luften, og 70% af hvor meget cyklen lå fladt da han gjorde det.)
Der findes baner i Danmark der kan køres på uden klubmedlemskab og licens, hvor det er helt på eget ansvar at køre. Det er også rigtig sjovt, men som med alt andet i actionsport generelt, så er det en god ide at have gjort op med sig selv hvad der kan ske, inden man starter. Så man har overvejet hvad man går ind til.
5. Noget træning.
Uanset hvor fandens en karl du så er, hvor meget du kan bænkpresse, eller hvor meget du har kørt fra VM-stjernerne på din Playstation, så er motocross svært. Og hårdt. Og risikofyldt, hvis du ikke tager dig tiden til at lære det ordentligt. Så drop de brandsmarte kulfiberdele og det affjedringskit din kammi prøver at prakke dig på. Sørg for at få nogle fif af en der har været i sporten i mange år. Find ud af hvordan du skal stå. Hvor du skal sidde. Og i det hele taget hvordan du skal gebærde dig på en crossbane. Der findes et væld af dygtige trænere, der står klar til at hjælpe dig med at komme ordentligt i gang, så du kan lære at gøre det rigtigt, inden du sætter fart på.
HUSK: Man kan sagtens køre nogenlunde hurtigt og springe hoppene, uden at være god til at køre motocross. En god crosskører, er en sikker crosskører.
De fleste klubber har en klubtræner tilknyttet, ellers kan det godt være pengene værd at tage på træningsskole eller -lejr, for at få de basale færdigheder ind i kroppen.
Motocross er desuden en af verdens mest fysisk krævende sportsgrene, og består din daglige workout af at løfte posen med flæskesvær, så gør dig selv den tjeneste at investere i et par løbesko. Jo mere du formår fysisk, jo sjovere, og mere sikkert, bliver det også at køre motocross.
6. Din attitude.
På trods af at motocross er en individuel sport, så er sammenholdet og fællesskabet vigtigt og i højsædet. Så selvom du måske bare skal ud ”vise de pis’myrer hvordan man gør det shit,” så gas dig selv lidt ned. Det er ikke pinligt at spørge om hjælp, at bremse cyklen i stå, eller lige at høre hvor man nu lige tjekker oliestanden på cyklen. Du behøver ikke kompensere ved at give fuld gas i ryttergården eller lignende. Vi har alle været der.
Desuden er det altid god stil at være en god kammesjuk, der lige giver et nap når der skal tages fat. Saml et par sten, hjælp med en lapning, eller snups en flagpost uden at træningslederen skal true dig til det, med det dækjern han sært nok har siddende i et taktisk lårhylster. Det giver mere respekt, end noget du kan gøre ude på banen.
7. Reglementet.
Du behøver ikke kunne det i søvne, og kunne fortælle hvor mange millimeter der skal være mellem tallene på fornummerpladen, men sørg nu for at læse reglementet, inden du triller ud på banen. Hele reglementet. Du skal kunne flagene og holde dit spor, men det giver en god grundforståelse lige at have skimmet de forskellige bestemmelser og regler, der gælder for en stor del af sporten. Også dem om banen, hvordan det hele skal forløbe, og hvad der egentlig sort på hvidt kræves, for at sporten kan løbe rundt.
Reglementet opdateres desuden løbende, så sørg også lige for at kigge om der nu skulle stå noget nyt, der skulle involvere dig. Du er selv forpligtet til at overholde og kende reglementet, så derfor er det altid en god ide at være på forkant.
8. SPØRG!
Er du i tvivl om noget? Både når du overvejer at starte, eller når du er i gang, så spørg! Spørg dem i den lokale klub, i unionen, eller skriv til os her på MX-Index. Det kan måske virke uoverskueligt at starte til motocross, men faktisk er det slet ikke så kringlet, og kan klares uden de store krumspring til at starte med. Alle der er en del af sporten, vil gerne have der kommer flere til, så de vil med glæde besvare alle de spørgsmål du må have, om selv de mindste ting.
Så vi lynhurtigt kan få gjort dig til en hardcore jordæder, med kædespray i pistolbæltet, og momenttallene til en gammel Maico 490cc indprentet rent i hukommelsen.
Comments