top of page

MX-Index Tester: Stark Varg


Rigtig mange ting blev bedre dengang mennesket lærte at beherske elektriciteten: Hotdogs, lommelygter, og pengepungen hos dem der får overskuddet fra vores nettariffer. Der var også ting der blev dårligere. Stole, for eksempel. Og mængden af udendørsbelysning op til jul. Så hvor befinder Stark Varg sig? Den første elcrosser der reelt og systematisk ser ud til at kunne tage kampen op med etablerede cykler. Spørgsmålet har ophidset flere end vejarbejde på Fynske motorvej, men på en grå dag, på en perfekt bane i Bökeslund, forsøgte MX-Index' Skriverkarl og prøvesplint, at komme en knivspids nærmere svaret.


Som en ægte OB-kriger, der til næste år endda skal en aldersgruppe op - av - og som ved flere lejligheder og forfædrenes skamplettede gravsteder, har svoret at INTET maskineri topper en 500cc 2-takter, så var det med ambivalente følelser undertegnede rettede glojernet med den spanske elektronraket med de svenske aner. Vel vidende at vores test kunne få bragt sind i kog, men alligevel besluttet på at vi ville komme med vores ærlige mening, ankom vi til Böket, som de lokale nyder at kalde den. Det var vores venner fra Motostar der havde givet os mulighed for at prøve cyklerne, og i vort bedste crosskluns, med perfekte forhold - om end efteråret, den nidding - bed lidt i vores kinder, med sin vind, gjorde vi klar til at tage omgange på cyklen, for at kunne vurdere oplevelsen. Mads Bengtson med tempo, og mig i vanlig scenisk hastighed, med tid til at tænke. Vi kørte, snakkede, diskuterede, argumenterede, og det har nu mundet sig ud i noget så usexet som en liste med godt og dårligt - og en del flere tanker.

Fordele ved Stark Varg:

Kors i forrøret hvor er det dog nemt! Det er virkelig det man står tilbage med. For mit vedkommende, som en der ikke helt får trænet så meget, og snakket mere om motorløb, end egentlig selv tonset udover grønsværen, så er det nemt på en Varg. Bare stil hvor mange heste og hvor meget motorbremse du vil have på, på telefonen i styrpuden, så er du klar. Og når du først kommer ud på banen, så gør manglen på gear, at du kan fokusere 100% på at gøre det rigtigt og på dine linjer. Cyklen giver mulighed for at køre op til dit personligt bedste, og det var en stor fornøjelse. Det åbner samtidig døren for at Danmarks største motorsportsgren kan blive endnu større. Tilgængelighedspotentialet er enormt.


Friheden ... Vi kommer ikke udenom det - og for os, er det her cyklens ABSOLUT største salgsargument, og det der gør, at vi tror at vi skal affinde os med en fremtid på el: Vi kan køre hvor som helst og når som helst! En Varg er også mindre skadelig at producere, og bruger 40% mindre plastik i produktionen, end en gængs cykel - i hvert fald ifølge producenten selv - men det har vi valgt at se helt bort fra her. Her kigger vi udelukkende på hvordan lydniveauet kan gøre vores liv - og klubbernes liv - betydeligt lettere. For os, er det her hvad der skal sælge dem. De er sjove, men så ikke mere end en almindelig cykel, og ja, du har flere gadgets at lege med her, men okay, hvis du vil spille Candy Crush, i stedet for at få sorte fingre, såååå skal du nok blive hjemme til at starte med. Friheden er der hvor elcyklerne VIRKELIG gør en forskel, og hvor revolutionen er berettiget.


Potentialet i det elektroniske. Du har reelt set en lille computerskærm lige foran snuden, der fortæller dig hvor langsomt du kører, at du skal være heldig for bare at blive næstsidst til klubmesterskabet, og at du bruger 10 af de valgte 80 heste. Mulighederne er uendelige, og Stark arbejder på endnu flere ting at proppe i deres lille styreenhed. Hvad med beskeder fra pitten direkte på displayet? Vi kommer til at savne vores kewl' pitboards, men de kunne gå hen og bliver ligegyldige. En anden funktion er, at du kan hente de specs der bedst passer, fra andre der har kørt før dig, på en bane du ikke har besøgt før. Og hvem siger det stopper der? I teorien kan du på sigt få din crosser til at spille Eye of the Tiger når du trækker ud til start, og We Are The Champions, når du parkerer den i første sving, efter at have forsøgt at T-bone din bedste makker.


Garanti. Det er bare lækkert, med en crosscykel der har to års garanti. Desuden skal det også nævnes, at vedligeholdelsen er minimal. Den skal have skiftet olie - autoriseret, ellers forsvinder garantier.


Ulemper ved Stark Varg:

For det første er der prisen. At man skal lirke en nyre ud og finde en rig nok sortbørs der vil købe den, for at få fingrene i en Varg, trækker det hele voldsomt ned. Motocross er dyrt nok i forvejen, og alle fordele til trods, så kan vi ikke komme udenom at den dyreste model i Danmark, næsten koster dobbelt så meget som en ny Suzuki 450. Og den er ikke dobbelt så sjov. Slet ikke i nærheden. Den er mere PlayStation-agtig, og afgiver iPhone-vibes, men så heller ikke mere.


Her skal det der med miljø også lige nævnes. For i og med at prisen er høj, så er risikoen for at miljømyndighederne får nys om Stark Vargs eksistens, endnu mere skræmmende. Mareridtsscenariet ville være at alle miljøtilladelser på én og samme gang kun gjaldt for elcykler. Det ville dræbe sporten med et fingerknips. Muligheden for at købe en brugt cykel, og komme stille og roligt i gang, er alfa og omega for, at vi får nyt blod ind. Skal man ud og købe dyre elcykler for overhovedet at må køre, så er der mange der falder fra. Det er der ingen tvivl om. Så lad os håbe på en jævn og mild udrulning, så der kan nå at komme brugte cykler i omløb, som er til at betale. Og lad os se om ikke Honda og nogle af de andre fabrikanter begynder at gøre sig gode også. Det ser sådan ud.


Og netop det her med genbrugsværdien er interessant. For når vi siger iPhone-vibes, så mener vi det. De fleste ting på el, har fået lidt den her "brug-og-smid-væk"-følelse over sig. Ligesom når Apple med vilje gør din iPhone langsommere, når der kommer en ny, for på den måde at snyde dig ned at købe en ny. Vi fik at vide, at batteriet på en Varg holder "1000 cyklusser." Det svarer til 150 timer, så vidt vi forstod det. Men hvad så? Skal den så skrottes? Igen, husker æ' gammel karl tilbage en hedengangen RM-Z450 der snuppede 200 timer, uden et forkert knald ...


Okay, vi kommer heller ikke uden om, at det med lyden også er nødt til at stå her. Du kommer ikke til at mangle det når du kører, det gjorde vi i hvert fald ikke. Men til MXGP, nja ... Så bliver det sært. Og forkert ...

Vi havde alt i alt en sjov dag med de elektriske cykler, men om du får et sjovt liv med en, kan kun tiden vise. De egentlige og brugbare tests kommer igennem de næste mange sæsoner.


Da vi, vanen tro, på vejen hjem mod Danernes land, fortjent erobrede en Max Hamburgere, for at gøre os til gode med det bedste Sverige til dato har bragt os, udover et relativt fedt GP: En Lyxshake m. Jordgubb, så blev vi også en anelse filosofiske. For kan motocross blive for nemt? Hvor meget af appellen i verdens bedste sport, er at det lige netop ikke er nemt? At det kræver man har styr på det hele? At det er et af de sidste steder, der virkelig kræver at man gør op med konformitet og magelig livsførelse, for at bevæge sig derud, hvor valg har konsekvenser, og din succes er i hænderne på din snarrådighed alene? Er gear, motor og kobling det der adskiller vor sport fra et computerspil? Bedøm selv.


Min kickstarter-kærlighed står trykt på sin plads, og der bliver hun stående til de slæber os begge to til ophuggeren. Men Stark Varg er alt hvad den lever op til at ville være, og mere til. Nøjagtig som med rigtige ulve, skal vi lære at sameksistere, og til syvende og sidst, så tror jeg at resultatet bliver en eminent forbedring af motocross som en helhed. For lydløs giver frihed. Så simpelt er det. Og har du råd, så er det uden tvivl en fantastisk cykel, med massevis af potentiale og mange sjove timer.


Husk at du kan prøve en Varg selv - og det opfordrer vi på det kraftigste alle til, især skeptikere - på Honda Park i Randers d. 21/10, sammen med Westcoast MX.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page