top of page

Noter fra forårspremieren

  • Forfatters billede: Mikkel591
    Mikkel591
  • 8. mar.
  • 2 min læsning

ree

Løbskalenderens første løb - hvis man ikke lige medregner Herning Supercross - rullede over Nybøl i dag, og som altid var der rigtig mange der gerne ville ud og byde foråret velkommen. Så der var selvfølgelig også lidt forskellige noter at gøre sig, når man nu sidder med notesbogen klar konstant, som vi har tendenser til at gøre her på MX-Index.


For det første virker Nicolai Skovbjerg til at være i hopla inden EMX250-premieren om en uge i Spanien. Han vandt begge heat i A-Open, og bragede fra alt og alle. Får han sat sine starter 100% i skabet i år i EM, så venter der rigtig store ting. Hans rå tempo, slidstyrke og dedikation er i verdensklasse. Samtidig var det spændende at se styrkeforholdet mellem Rasmus Pedersen og Jakob Kjær Nielsen. Rasmus P er rykket op på 450'eren, og selvom han ikke er en der oversælger sig selv når man spørger ham, så har dem vi har snakket med givet udtryk for at han har god fart på, på sin blå 450'er. Det samme har vi hørt om JKN, og hans nye tur tilbage i orange. Man kunne forestille sig at de begge to var realistiske bud på en titel i MX1-klassen til DM, så derfor var det interessant at Rasmus i dag trak det længste strå af de to. Jakob holdt dog tempoet, og måtte først give fortabt til sidst i heatene. Så JKN er helt sikkert varm i forhold til DM-titlen i år. (Det bryder han sig nok ikke om at vi skriver, så selvfølgelig gør vi det.) Bag ved dem viste Magnus Gregersen også fint tempo, og med en solid optakt sydpå hele vinteren, ligner han også en der er klar til at sæsonen starter - og som vi godt kunne håbe får så mange EM-afdelinger som muligt i år. Samtidig var der mange yderligere smånoter at gøre sig. Godt at have Tobias Caprani tilbage udendørs, og så var der fint tempo fra den forsvarende mester i B-MX1, Mike Andersen, der ser frem mod sin første hele sæson i A-klassen. Frederik Stampe viste også godt tempo, og han bliver spændende at følge på 250'eren.


Skal man tage en note med sig fra de andre klasser, så var det en magtdemonstration vi så i 125cc, da svenske Gustav Johnson vandt begge heat - i første heat med godt et minut til alle andre på banen, hvor også B-MX1 kørte med. I år er 125-klassen gjort åben, og vi ved at Gustav har planer om at køre hele DM-serien, så derfor var det ekstra interessant at se. Den unge svensker gjorde sig også i toppen i hjemlandet sidste år - især når det blev sandet - så han bliver helt sikkert en spændende tilføjelse i DM.


 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page