- Nu melder realiteterne og alvoren sig

Malou Jakobsen gennemgik måske enhver crosskørers værste mareridt, da hun vågnede op til en opbrudt bil, kun få dage inden VM-afdelingen i Frauenfeld i weekenden. Begge cykler var væk. Hun fik dog lånt en standard Husqvarna, og formåede at køre to virkelig flotte heat på den, og tage en 14. plads med sig videre. Men nu venter så et enormt arbejde. Igen. At få skaffet nye cykler, få dem sat op, og få dem kørt ind. På en sæson hvor Malou og hendes bagland havde satset alt på motocross, ligger der nu et bjerg at bestige, på et tidspunkt hvor der egentlig bare skulle være fokus på at køre løb.
Malou Jakobsen: "Jeg tror simpelthen ikke der er nogen der forstår hvad en sportsudøver går igennem, når man lige pludselig står overfor den situation jeg blev budt i Italien. I dagene op til havde vi trænet i Italien,- alt spillede, på dagen var der lavet de sidste justeringer på cyklen, jeg følte mig ovenpå og var virkelig klar til løbet i Schweiz. Jeg vidste at banen i Schweiz lå godt til mig og glædede mig bare til at vi dagen efter skulle køre det sidste stykke mod banen, men det skulle vise sig at blive en helt anden oplevelse. Vi blev vækket ved midnat natten til fredag. Meldingen var at bilen var åben. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig hvad der skulle ske herefter, men jeg var fuldstændig i chok, da vi desværre måtte konstatere at begge mine cykler var væk.
Vi har altid været meget påpasselige med mit grej. Det er altså ikke bare lige til at få 2 cykler ud af vores bil, når de er sat fast med store kæder. Hotel parkeringspladsen var på ingen måde mørklagt, den var åben, belyst og bilen var bevidst parkeret lige foran receptionen, men det var realiteten. Dagen før dagen stod jeg uden mine cykler. Som crosskører ved man hvor lang tid det tager for at gøre en cykel klar, så den bare spiller. Og nu stod jeg her helt uden cykler. Alt det jeg har trænet op til var væk på få sekunder. Uden cykel, ingen løb.
Det skulle dog vise sig at i denne sport står man sammen, og vi fik overvældende feedback på vores opslag på FB omkring indbruddet, og heriblandt også en forhandler i Schweiz, der tilbød mig at stille en crosser til rådighed. En helt almindelig standard crosser, uden noget ekstra gear eller andet, men en mulighed for mig at deltage i løbet. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke alle dem der rakte ud til mig. Det var virkelig overvældende. Jeg tilstår på den mentale side, at det var hårdt at køre ind til start. Alt det jeg havde trænet mig op til, skulle nu udføres på en standard Husqvarna, og med tanken om at det ikke var min egen cykel, så passede jeg også lidt ekstra på.
Men når det så er sagt og med de døgn jeg havde op til, så vælger jeg at være stolt over at jeg faktisk formåede at få point med hjem i denne VM afdeling i Schweiz.
Hvad nu? Nu er jeg kommet hjem til Danmark og nu melder realiteterne og alvoren sig virkelig. Vi har kæmpet hårdt for at få budgettet til at hænge sammen for sæsonen, og nu føler jeg mig først kørt helt over. Jeg håber virkelig at der sidder nogle der føler for at hjælpe mig lidt ekstra på vej. Der skal arbejdes hårdt for at få en ny crosser gjort klar, og jeg har virkelig brug for alt den hjælp jeg kan få."
Her fra MX-Index skal der også lyde en klar opfordring til at melde sig på banen, hvis man har lidt ekstra på kistebunden, eller vil kaste sit brand/firma ind bag en overordentlig god sag, hvor hjælpen falder på det tørreste sted. Skriv til Malou eller hendes far - Christian Aakjær Jakobsen - eller til os, så skal vi sende dig/jer i den rigtige retning! Så Malou kan vende tilbage til at fokusere på VM for kvinder og på at bringe Danmark til tops.