Nye forhold i Argentina
- Mikkel591

- 25. feb.
- 2 min læsning

Når VM sparkes i gang her i den kommende weekend, så venter der en helt ny oplevelse for Magnus Smith og resten af VM-feltet. Banen i idyllisk smukke Patagonien har dannet rammen om den argentinske afdeling de sidste mange år, og vi kommer uden tvivl til at savne omgivelserne og layoutet det gamle sted. (Og at fortælle anekdoter om det vulkanske underlag.)
Så kan den nybyggede bane i Cordoba - der i stedet for ved grænsen til Chile ved foden af Andesbjergene, ligger længere nordpå i landet, tættere på grænsen til Paraguay - tage over for den gamle bane?

Der er ingen tvivl om, at det bliver noget helt andet vi kommer ud på. Banen er nybygget, og er en del af en enorm satsning i området. Designeren er italiener, og det har været ambitionen at den skulle give publikum mulighed for at se mest muligt af banen. Folkene bag oplyser desuden at den er bygget af sand, blandet med det sorte underlag, som vi kendte fra den gamle bane. Det er dog svært at spotte det sorte, på nogle af de billeder der er frigivet. Det er også svært at sige noget om udformningen, inden der har været kørt på den, men ambitionen om at publikum skal have mulighed for at se det hele, er ikke tosset. Hvis bare det ikke har betydet, at der er gået på kompromis med designet. En bane anlagt på et fladt stykke land kan godt være fed og have VM-standard, men det er en kunst at gøre den til det.
Om den her kan blive legendarisk, finder vi ud af på lørdag, når feltet kører ud på den for første gang.

Foto: Gatedrop.com






