Opdateret reglement til 2024
- 20. dec. 2023
- 2 min læsning

DMU er klar med det opdaterede reglement, og som altid er det en god ide at give det et kig. Der er flere ting at bide mærke i, men vi har lige trukket et par frem alligevel.
En af de store ting man skal være opmærksom på, er at man nu potentielt mister sit kørenummer, hvis ikke man har tegnet en kørerlicens inden 1. marts. Så bliver nummeret nemlig givet frit, så andre kan sikre sig det. Kunne det være gjort således, at man blot mister sit nummer, hvis man en hel sæson ikke har haft licens? Så folk der kører 4 gange om året, ikke sidder i saksen, og vælger helt at lade være at tegne licens? Vi ved det ikke.
Desuden ser det ud til at der også er en interessant regelændring til superheatet ved DM-A! For her skal dagens vinder nu findes efter de to "regulære" heat. Superheatet tæller altså ikke længere med for den samlede sejr på dagen. Det giver dog stadig point - men nu også ligeligt, i forhold til klasserne. Så det giver det samme antal point at blive tredjebedste MX2-kører, som det giver at blive den tredjebedste MX1-kører. Så vi undgår at de rigtig hurtige MX2-kørere, napper 10-12 point på resten af feltet hver gang. Et virkelig godt tiltag, hvis vi læser sagerne korrekt.
Og så skal du også til at anskaffe dig en anden farve vest, hvis du vil ud og fotografere ... For det er jo altid lækkert, med en laber ekstra udgift, når man har spenderet 400 kilometer af sin egen benzin på at komme ud og fotografere. En unødvendig konkretisering af et ikke-problem, der løses bedst på dagen, hvis I vil høre vores ærlige mening om den sag. Op til flere gange har undertegnede været ude for at vise talentet på sporet, og jeg må ærligt indrømme at jeg nok er kørt forbi både en flagpost, en fra teknisk kontrol og en starter, med samme farve vest, uden at være drønet durk ud over styret i ren forvirring.
Der er mange flere småændringer det nok ville være en god ide at give et kig, og du kan finde det opdaterede reglement her: https://dmusport.dk/wp-content/uploads/2023/12/MX-reglement-2024-19122023.pdf






