Randers lukker DM-sæsonen 2026 med et brag på Honda Park

Søndag den 13. september bliver der igen skruet op for fart, spænding og motocross på Honda Park i Randers, når Randers Motor Sport inviterer til årets sidste afdeling af DM A i motocross.
Det bliver en festlig dag for hele familien, når nogle af Danmarks bedste motocrosskørere mødes på den populære Honda Park-bane.
De første officielle heat sendes af sted klokken 11.00, og på startlisten er både den danske motocrosselite, lokale profiler og en række unge talenter.
Lokale kørere klar til kamp
I 125 cc Junior har Randers Motor Sport blandt andre den lokale Sander Egebjerg med. Sander ligger aktuelt nummer fire i mesterskabet. Sidste år blev han dansk mester i 85 cc, og hans første sæson på den større 125 cc-maskine har derfor allerede været imponerende.
Også lokale William Amdi Jørgensen og Oliver Madsen er klar til at tage kampen op i 125 cc-klassen.
I MX2 er der også flere lokale navne at holde øje med. Jakob Frandsen har ikke kørt alle afdelinger, men kan være blandt deltagerne, når sæsonen afsluttes på hjemmebanen. Malthe Degn er kendt for at køre stærkt på Honda Park, mens unge Søren Winther kommer til Randers med ekstra selvtillid efter for nylig at have vundet en afdeling af DM B. En kører folk også kan glæde sig til er Magnus Smith han har kørt den amerikanske udendørs serie og er lige kommet hjem og vil køre med i MX 2 klassen.
I kongeklassen MX1 er der også masser af lokal interesse. Randers Motor Sports Glen Meier fører mesterskabet med fire point ned til Jakob Kjær Nielsen og har dermed mulighed for at sikre sig titlen som dansk mester i MX1 på hjemmebanen.
Men der er flere, som vil blande sig i kampen. Rasmus Pedersen vil gøre alt, hvad han kan, for at shine på Honda Park, mens William Kleemann, der vandt de 2 første heats af sæsonen i Næstved vil stille op i den sidste afdeling. Han har prioriteret ADAC og VM serien, så han har ikke kørt alle DM afdelinger.
Derudover stiller Randers Motor Sport med flere lokale profiler. Simon Wulff ligger nummer fem, Mads Vendelbo nummer seks, mens Tobias Caprani indtager syvendepladsen. Lige uden for top 10 finder man Kasper Bæk Iversen.
Hotlap giver ekstra spænding
Som noget ekstra bliver der også kamp om en Hotlap-præmie.
Når banen er mest ujævn i dagens andet heat, bliver den hurtigste kører i hver klasse belønnet med en Hotlap-gevinst, sponsoreret af Easy Racing.
Dermed er der masser af lokale kørere, som er klar til at tage kampen op mod resten af den danske elite.
Motocross for hele familien
DM-dagen på Honda Park er dog langt fra kun for de hardcore motorsportsentusiaster.
Der er lagt op til en hyggelig og spændende dag for hele familien, hvor publikum kan komme helt tæt på motocrossens verden og opleve fart, teknik, spænding og store følelser.
Sidste år fandt mere end 1.000 tilskuere vej til Honda Park, og Randers Motor Sport håber på mindst lige så stor opbakning i år.
Børn til og med 13 år har gratis adgang ifølge med en voksen. Billetter kan købes ved indgangen, og der er gratis parkering ved Honda Park.
Med lidt held viser vejret sig fra sin gode side, og så er der lagt op til en søndag med masser af motocross-action, duften af benzin og højt humør.
Randers Motor Sport glæder sig til at byde publikum velkommen til årets sidste DM-afdeling på Honda Park søndag den 13. september.
Vi ses på Honda Park!
Foto: Pers-photo.dk






