top of page

Randers Motor Sport inviterede til DM Motocross


Søndag blev der kørt DM Motocross på Honda Park i Randers, og der var noget at se på for de mange fremmødte tilskuere, for der blev kæmpet hårdt om pointene og placeringerne i alle klasser. Starten går for MX1-klassen, som føres an af Nichlas Bjerregaard fra Han Herred Motor Klub. Foto: Klaus Rasmussen. Randers Motor Sport var vært ved søndagens DM-afdeling, som var den tredje af slagsen i årets DM-serier for klasserne A MX1, A MX2 og Dameklassen, og den fjerde for Junior 125-klassen. I A MX1 viste Nichlas Bjerregaard fra Han Herred Motor Klub os, hvorfor han siden sæsonstart har ført den samlede DM-stilling. Bjerregaard sikrede sig i overbevisende stil begge heatsejre på dagen, og dermed øgede han sit forspring i DM-stillingen, så han nu har 31 point ned til nærmeste forfølger. Efter Bjerregaard var konkurrencen ret jævnbyrdig, men Næstved Motor Klubs Benjamin Strate endte med at være dagens næsthurtigste, da han tog begge andenpladser og blev nr. 2 på dagen. Rasmus Johansen fra Motorcykel Clubben Svendborg blev nr. 3 på dagen, hvilket sender ham op på en 2. plads i den samlede DM-stilling, som nærmeste konkurrent til Bjerregaard. I A MX2 havde Magnus Smith fra Næstved Motor Klub en forrygende dag, som endte med en samlet 1. plads og et trin opad i tabellen i den samlede stilling, hvor han nu ligger nr. 2. Mathias Jørgensen fra Hedelands Motorklub havde med et par knap så gode starter og et styrt i første heat ikke den bedste dag i Randers, men han kørte sig flot op som nummer 3 efter sit styrt, og som nr. 2 i andet heat, hvilket betød at han blev en samlet nr. 2 på dagen og dermed bevarer sin føring i den samlede stilling i MX2. 3. pladsen gik til en virkelig godt kørende Kasper Dehnhardt, også fra Næstved Motor Klub. Kan Dehnhardt fortsætte det niveau, er han måske en kommende bejler til toppen af MX2-klassen.

Randers Motor Sports egen Nicklas Haagensen startede dagen på den bedst mulige måde, da han var suverænt hurtigste mand under både træning, tidskvalifikation og i første heat. Desværre fik han i andet heat problemer med bagfælgen på motorcyklen, hvilket endte med at koste meget tid og betød, at han ikke fik nogen point med fra andet heat. Hos Damerne er det bogstaveligt talt svært at komme uden om Sara Andersen. Der var ingen, der kunne røre Svendborg-køreren, som snuppede begge heatsejre og fortsat fører DM-stillingen hos Damerne med max point. Der blev kæmpet om 2. pladsen, og det blev Catja Rasmussen fra Han Herred Motor Klub, som endte med at hive den hjem. 3. pladsen gik til Anna Henriksen Legaard fra Næstved Motor Klub, der som klub virkelig var flot repræsenteret med mange podiepladser ved dagens løb. Dameklassen favner bredt på både alder og erfaring, og der bliver givet gas hele vejen rundt.

I Junior 125-klassen kører Haderslev Motor Sports Magnus Gregersen med den røde frontnummerplade, som symboliserer føringen i den samlede stilling, og den var han bestemt værdig til, da han vandt begge heat. Lucas Bruhn fra Næstved Motor Klub udfordrede ham i første heat, men kunne ikke følge med og tabte uheldigvis sit sæde på motorcyklen i andet heat. Nicolai Skovbjerg fra Vesterbæk Motocross Club blev dagens nr. 2 og modtog desuden fighterprisen for at køre sig på podiet i begge heat, trods to dårlige starter. Jakob Frandsen blev nr. 3 og dagens bedst placerede Randers-kører - flot kørt af Jakob Frandsen, der fik vist, at han sagtens kan bide skeer med toppen af 125-klassen. De samlede stillinger kan ses på DMU's hjemmeside her. Næste afdeling af DM Motocross for klasserne A MX1, A MX2 og Junior 125 køres d. 3. juli på Sønderskovbanen hos Hjørring Motor Sport. Dameklassen kører deres næste afdeling hos Hedelands Motorklub d. 28. august.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page