STAFF BLOG: Pedaler eller ej ...

Tour de France har ramt Danmark, med alt hvad der følger med af cykelfeber, gult gejl, og velpolstrede familiefædre på landevejen i så stramt cykelkluns, at det river en anelse i hornhinderne når de okser forbi. Det er en kæmpe sportsbegivenhed der rammer vores lille kongerige, fra indre København, over højbro og sidevind på bæltet, og til bakkerne i trekantområdet. Pedalperfektionisterne og ros, tager landevejene med storm og hele verden kigger med. Folkefesten ruller, og selv kan jeg ikke lade være at trave med i takt. Det kan noget! Men med en stor begivenhed, kommer også store foranstaltninger.

Veje spærres af, trafik omlægges – selv Københavns Brandvæsen må tage alternative metoder i brug, for at det hele skal glide rundt om Le Tour – og det falder ikke i god jord hos alle.

Debatten er gået højt, især på de sociale medier, i ugerne op til. Mange er allerede RASENDE over at København lukkes af. Endnu flere over at Storebæltsbroen lukker i fem timer. Der bliver slået hårdt ned på tankerne bag. For eksempel på selve omkostningen af begivenheden. Er det virkelig alle de millioner værd, bare at køre lidt cykelløb? Tjener Danmark pengene hjem igen? ”Jeg synes det cykling er ligegyldigt, så selvfølgelig skal alle andre bare falde ind efter det synspunkt. Er det mig der tager fejl? Nej, det er selvfølgelig resten af verden!” Og mere af samme skuffe.

Heldigvis er mange også klar til at forsvare Touren og dens kønne kilometer i Danmark. Det handler jo i bund og grund ikke om profit. Det handler om at vise vores nation frem. Et af de argumenter der er gået igen og igen, er derfor ideen om at man blot bør være glad på andres vegne, hvis man nu ikke lige selv er født med kliksko på. Det går jo nok.

Og det er her jeg har fået mig en ny vane, for jeg er så ganske enig.

Hver gang jeg har læst et godt argument for hvorfor vi bare skal give hinanden plads, og være glade på hinandens vegne, når en stor sportsbegivenhed kommer til, så har jeg lige gemt det. Fundet saksen frem og stukket ordene durk i dragkisten til en anden god gang, når de måske kan blive nyttige. Især hvis det er blevet leveret af en der har noget at skulle have sagt i kulturregi, eller som til daglig slår sig i politik.

For hvor er det rigtigt. Selvfølgelig skal vi respektere vores forskelligheder, og give plads til at hver kan nyde sin passion.

Uanset passion …

Husk det, cykelfans og -medløbere. Når feltet er stukket afsted mod syd, vi har jublet færdig og oprydningen er klaret. Når der er faldet ro på vandene, og der pludselig står et nyt hold entusiaster med en ide til et arrangement. Det kunne være et VM i motocross, F1 i Københavns gader, eller måske blot et biltræf uden risikoen for 14 dage i arresten, hvis læselyset i handskerummet blinker.

For hvert argument jeg har gemt, har jeg 100 historier om intolerance, når det kommer til motorsport. Absurde anklager, modstand grænsende til hærværk, eller Planklagenævnet der tager beslutninger uden så meget som at gide Google først. Men med alle jeres positive og solidariske skriv i forbindelse med Touren, om at vi skal give plads ligeligt til hinandens passioner, så føler jeg, at vi pludselig har tusindvis af folk bag os, når vi for eksempel sammen skal juble for danskerne, skulle VM i motocross nogensinde komme til landet.

Mit sind er fuldt af optimisme, efter at have mærket jeres rummelighed i forhold til hvordan vi bare skal give hinandens passioner plads. Det er det skred vi har ventet på. Jeg regner fuldt og fast med at dagene med chikane mod visse passioner, nu er bag os.

Jeg har dog alligevel gemt jeres argumenter. Bare lige fordi.