top of page

STAFF BLOG: Sådan kender du en ægte supercross-fan!


Du kender det. Du kommer sjoskende hen ad landevejen, på vej imod BOXEN, imens vrimlen af mennesker bare flyder forbi omkring dig. Ved din side er din trofaste kammesjuk, Cagiva-Bjarne, allerede på sin attende Red Bull, og det bare siden I stod af bussen. Du holder fast i hans arm for at han ikke skal lette, og hans energiniveau har antændt hans fipskæg. Han ænser det ikke. Skoggerler i stedet og rusker dig i skulderen. I er iklædt jeres venne-trøjer – de samme som I har på hvert år, med matchende Brian Nielsen-motiv, og Edgar Torronteras’ autograf skrevet med kædespray. I skal til supercross! Og det kan kun gå for langsomt. Du kigger dig glad omkring, og undrer dig over, om der mon er nogen omkring jer der også er på vej i BOXEN? For kan man kende en ægte supercross-fan, hvis man nu så en i mængden? Tja, her er et par sikre tegn, du i hvert fald kan kigge efter. 1. Albuerne. De er hævede. Spændt som en buestreng under Fimbulvinteren. Lige klar til at angribe startbommen – eller i hvert fald så håndbajeren ikke kommer i vejen for hotdoggen, når det går for sig på banen. Op med de albuer! 2. Munden. Supercross er lyd, fest, farver, og motorglam! Derfor kan du kende en ægte fan, på hans evne til at trænge igennem lydbilledet! Ligesom din ven, Store-Michael, der kan sige som en luftsirene på helium, hvis blot han trækker vejret ind og holder fast på fuldskægget. 3. Outfittet. Det rigtige skrud er vigtigt. En ægte supercross-fan er klædt på så han på den ene side altid er klar til at skifte dæk på en pletskæv bagfælg inden næste heat, og på den anden side, give den som en verdensmand i baren efterfølgende. Silkeslips-under-overalls-typen. 4. Nakken. Der sker mange ting til supercross. Der er aktion overalt på banen, og når FMX’erne kæler med loftkonstruktionen, så skal der kigges opad. Det giver en ægte supercross-fan en særdeles bøjelig nakke. Er du i tvivl, så bed ham om at læse vaskeanvisningen i sine tennissokker, uden at tage dem af. 5. Ørene. En ægte fan kan høre alting i BOXEN, og det på trods af, at der sidder 17 rollinger, og skamblæser en dødsmetal-symfoni af skrål, jubel og kompressorhorn, direkte ind i hjernebarken på ham. ”Jeg siger dig, Grethe, den Yamaha har en nippel løs i bagfælgen! Hvordan jeg ved det? Jeg kan sgu da høre det!” Frem i stigbøjlerne, folkens! (Anatomi-joke? Jo, jo ...) 6. Hænderne. De er ru af at klappe, smide næverne i vejret, og efter de absurd mange fistbumps andre fans fortjener, når man sejler omkring i BOXEN. Et bump til en kører der gjorde det godt, et til en dame der solgte en omgang ekstraordinært gode popcorn, og et til en havenisse, der hvor byturen endte med en brandertlur i et fuglebad. 7. Jargonen. Han har måske glemt sit personnummer, hvordan man udtaler navnet på hans hjemby, og alt hvad han lærte de tre år han da nåede at gå i skole, men der er ting i hans ordforråd der aldrig forsvinder. Han kan alle danske teams på fingerspidserne, navnene på alle kørerne, og han brugte fagsprog om supercross, selv da han holdt tale til sit bryllup. Jargonen sidder altid fast. 8. Sidst, men ikke mindst, så går en ægte supercross-fan selvfølgelig aldrig glip af Yamaha Supercross & Freestyle Show.

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page