Status fra USA
Virus-kaos hersker fortsat, og især i USA står det slemt til. Det er derfor ikke nogen nyhed, at sporten i USA derved også er hårdt ramt. Det hele ligger stille, og kørerne er efterladt til deres egen moral, om de skal tage ud og træne eller ej.
Som du måske har hørt, så er også de to tilbageværende afdelinger af det amerikanske mesterskab i supercross blevet aflyst. Dog har Feld Motorsports efterfølgende meldt ud, at den resterende del af sæsonen vil blive kørt senere i år. Der er endnu ikke meldt datoer ud, men ud fra det, kan vi altså konkludere at ingen mestre kan kåres endnu, og at den amerikanske sæson - ligesom den europæiske - bliver helt ekstraordinær i 2020.
Også udendørs i USA har situationen haft konsekvenser, da den første afdeling af de amerikanske nationals på Hangtown er blevet aflyst, efter ellers at have været en tradition i mange år. Indtil videre skulle resten af serien blive kørt som planlagt, men hvem ved, i tider hvor situationen ændrer sig fra dag til dag.
Vi håber at alt det her snart er overstået.
VM genoptages ifølge kalenderen i Rusland i starten af juni, men det er mere måske mere realistisk at tro på, at det først bliver i Frankrig senere på måneden. Vi må vente og se ....
Foto: VitalMX/GuyB