Stefan Bech bider sig fast!
Stefan Bech arbejder sig bedre og bedre ind i DM-serien, og i Hjørring var han igen med til at definere tingene i toppen af MX1-klassen. Det var dog ikke uden bump på vejen, og vi spurgte ham til hans dag i det nordjyske + hvor meget han tænker på medaljer, nu hvor han indtager fjerdepladsen i det samlede klassement. Her er hvad han svarede.
Stefan Bech: "DM på Hjørring var en af de afdelinger som jeg havde set meget frem til. Jeg kom til Hjørring med en hel del selvtillid efter Randers og følte egentlig at min form var god til den fysisk krævende bane. Træningen var lidt kaotisk, da vi desværre havde en skadet kører på banen. Det betød vi havde gult flag til der manglede 3 minutter. Jeg fik dog sat en fornuftig tid og følte mig godt tilpas på banen. I heatene gjorde jeg det lidt svært for mig selv. Startstyrt i første heat og måtte kæmpe mig fra sidste mand op som nummer 5. I andet heat kom jeg godt fra start og kørte mig hurtigt op som nummer 2. Desværre bremsede jeg cyklen i stå og måtte i gang med at kæmpe mig op igen. Jeg kørte mig op på en 3. plads, men til slut i heatet var Kim [Sørensen] bare bedre kørende end mig og jeg kunne køre i mål som nummer 4. Det blev igen til en samlet 4. plads, som jeg er super glad for, men det kunne nu være sjovt med en top 3. Pt er jeg på en samlet 4. plads i mesterskabet. Det er en god grund til at arbejde hårdt henover sommeren, og så må vi se om jeg kan arbejde mig lidt tættere på top 3. Jeg vil gerne lige sige en stor tak til min familie og hele RGS Suzuki Schneider Racing. Uden dem havde disse resultater ikke været mulige!"
Comments