top of page

Ting du skal huske i din off-season

for 1 minut siden
5 min læsning

Sæsonens sidste løb er kørt. Du har sovet brandert efter klubfesten ud i et gadekær, sammen med en relativt utilfreds andrik, og nogen har stjålet din M. Robert-trøje. Du husker svagt at være blevet kåret til ”Årets Snydepels”, for at skære banen til klubmesterskab, så du kunne blive nummer 15. Præmien havde været en citronmåne med dit navn på. Du havde danset på bordene med den, og bundet en porter af koblingsdækslet fra en af lånecyklerne, så metalspånerne stadig kilder i halsen. Men nu er det slut. Nu stirrer du ind i en lang og trist off-season, før det sådan for alvor starter igen til næste år. Slukøret vader du i land, og undrer dig over hvorfor du har en talebesked på din telefon fra Dave Thorpe, der lover øretæver.

 

Men frygt ej, bror kanin. Der er masser af ting du skal have styr på i løbet af vinteren, så du ikke rammer den kommende sæson på kold kæde. MX-Index hjælper dig lige til et par af de vigtigste.

 

1. Cyklen skal trimmes.

Der står den. Dit kæreste eje. Fedtet ind i mudder, grenaffald og motorolie, som var den en regnvåd lørdag formiddag på omlasteren. Måske har du forsømt den en smule, siden du smed den i skuret sidst, og ønskede hver en møtrik hen hvor peberet gror, fordi du igen havde bremset i stå lige foran klubhuset, så alle de små var døde af grin. ”Satans pis’pram! Hvis du ikke passer lidt på, så bliver du sgu byttet tilbage til alle de grunker der kostede mig mit ægteskab!” Det fortryder du nu at du sagde. Hvad kan man overhovedet få for sådan en CZ nu om dage? Du kæler for styrpuden og finder pudsekludene frem. Det er nemlig nu du skal i gang med at nusse om din stridsged, så den kan blive klar til en ny sæson. Bare i gang.

 

2. Kondien skal plejes.

”Betyder ikke en skid,” skråler du flot, mens snebajer nummer 21 forsvinder i gabet. Du forstår dig på de sager. Hvis bare man har jernvilje som din, og et talent der kunne gøre hende der Jette Lauridsen misundelig, så behøver man ikke gøre sig selv til grin, ved at okse rundt i nabolaget i gamachebukser. Aller’ om det kommer til at ske! Du skraldgriner, med en lyd som en 500cc’er der koldstarter, og slår i bordet. Så må du tage dig til siden, mens du hiver efter vejret. I skyndingen har du glemt at du kampsveder når du bukker dig efter dine Crocs. Det går ikke. Vinteren giver mulighed for at bygge på konditionen, så du kan holde mere end de 50 meter ned til ventezonen næste år.

 

3. Din bil skal klargøres.

Det kan godt være at den er en Volvo 850 stationcar, du har skåret ud i taget på, så din jernhest kan stå inde bag i, hvis du piller gaflerne af. Og du sammen med Cagiva-Buller, Kobenet og Rocker Willy ude fra mejetærskerværkstedet, har monteret en bar i stedet for bagsæderne. Men derfor skal den stadig lige ses efter. Og måske lige rengøres lidt. Tomme dåser fra Red Bull, kædespray og cocktailpølser vælter rundt i bunden, så det lyder som et bryllupsoptog når du parkerer, og du burde måske overveje at opbevare dine brugte kæder et andet sted end på måtterne. Under alle omstændigheder, så er der god tid i løbet af vinteren til at få din karet gjort klar, så den er lige til at springe ind i, når forårssolen viser sig.

 

4. Dine relationer skal passes.

Du tager en dyb indånding. Det skal jo overstås. Så banker du på hos den første af de stævne- og træningsledere du er nødt til at skulle rundt og sige undskyld til, før nogen igen lukker dig ud på en bane. Det er det samme hver vinter. De ved jo for pokker at du er en passioneret karl, der altid tøffer omkring med følelserne uden på din fuld-brynje – du af uransagelige årsager også har udenpå din trøje. Det er svært ikke at råbe, når du bliver disket for at køre på din hjemmelavede raketbenzin, der antænder hvis nogen fiser i nærheden. Heldigvis venter gutterne med bajere og support når du er færdig. I din off-season er der nemlig mulighed for at pleje alle de relationer du har i sporten. Både de nære og de perifære.

 

5. Der skal søges sponsorer.

Det kan godt være at Maradona-Finn ude fra Ornens Auto dækker dit forbrug af silikone- og næsespray, men det er altid rart at have lidt ekstra i ryggen, når man skal ud og fyre pisset af i en ny sæson. Så der er ikke andet for, end at skulle rundt og lægge et godt ord ind. Måske de vil kaste lidt penge efter dit forsøg på at møde op til alle afdelinger af regionsmesterskabet, nede i Brugsen? Måske falder der også lidt wienerbasser og købekaffe af? Der er masser af plads på klisteret, nedenunder din mors navn på tanken. Det er i hvert fald nu du skal sikre, at du ikke behøver ud for at samle flasker, halvvejs gennem sæsonen til næste år.

 

6. Dit grej skal efterses.

Du vejer den i hånden. Den gamle Arai. Du har haft den siden 2001, og den har reddet dit liv mere end én gang. Men måske den snart skal skiftes ud? Der er trods alt hul direkte ind til ægget på dig, der hvor du har forsøgt at lappe den med fugeskum. Og får den et slag bagtil, beskytter den mindre end hvis du blot tog en kasserolle på hovedet. Du drejer den. Beundrer hvordan du selv har malet flammer på den med spraymaling nede fra Harald Nyborg. Kun brudt af der hvor dine kammier har tegnet en diller, dengang mens du nappede en morfar, på skipperstolen i vandvognen. Sørg for at dit udstyr er klar, og få udskiftet det der ikke længere virker.

 

7. Du skal overveje en træner.

”A’hva’for’noed’?” Du tror ikke dine egne ører. Hele din familie er samlet i stuen, for at trygle dig om at opsøge en crosstræner. Hvad fanden bilder de sig ind? Det er nærmest som at bede Gud pisse i kirke. Du er både såret og rasende. Afviser det blankt, mens dine nærmeste forsøger at forklare dig, at du simpelthen er nødt til at få styr på hvilken vej banen går. Hvad det der sorte flag nu betyder. Og din ekstreme trang til at T-bone alle Minierne, når de kører fra dig. Det er ikke for sjov at bedemanden holder der som den første når du træner. Overvej i det mindste den træner … For alles skyld, superstar.

 

8. Du skal sætte dig ind i reglementsændringer. Har de nu fundet på noget nyt? Du læste reglerne da du fik licens i 1984, og du efterlever i hvert fald 1/4 af dem stadig. Det tør du vædde din ære på. Hvis det er så vigtigt, så er der vel en eller anden spradebasse, der lige kommer forbi og sætter dig ind i sagerne. Sådan en kæmpe chef som dig. Klip til første træning, hvor du står og skaber dig som en 5-årig, fordi du er blevet bortvist for ikke at bruge miljømåtte, selv at have bygget din udstødning, og næsten at have pløjet en samarit ned. Sørg nu for at læse det reglement, det er ikke så svært. Din dunse.

 

9. Du skal have nærlæst den nye løbskalender. Hvilke løb kan du orke at dukke op til i det nye år? Hvilke baner har et par sving hvor du kan få den så langt ned, at det på et billede ser ud som om du ved hvad du laver? Og hvor skal du købe grillpølser i pausen? Der er mange ting der skal planlægges når løbskalenderen kommer ud. Det er i hvert fald godt lige at notere de vigtigste datoer, så du ikke pludselig står og har lovet at køre din onkel i lufthavnen, når du skal ud for at forsvare 31. pladsen i OB ABC - 42½ Let Øvet Super Light Veteran-klassen.

 

10. Du skal have købt billetter til Herning Supercross. Det er her sæsonen starter. Sgu!

 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page