TKO med endnu et BRAGENDE statement!

At Thomas Kjer Olsen kan blive den helt store overraskelse i årets VM i MXGP-klassen, var der vist ingen dansker der var i tvivl om, inden sæsonen gik i gang. Men TKOs takter til det åbne italienske mesterskab, har uden tvivl fået den internationale motocross-verden til at slå ind på samme tanke. Igen i dag, til anden afdeling i Alghero var Thomas nemlig den HELT store oplevelse, da han krydrede en suveræn indsats, med den første sejr på 450'eren!
MX1
Feltet var ikke stort - Jorge Prado og Jeremy Seewer havde meldt fra sent - men det var alligevel et par potente herrer, som TKO skulle op imod. Thomas lå nummer 3 samlet i MX1-klassen inden dagens heat, og der var flere interessante ting at holde øje med. Ikke mindst Ben Watson, der kørte sit første løb på 450'eren. Det var dog Glenn Coldenhoff der kom bedst af sted, og The Hoff styrede heatet fra spids, imens tingene gik for sig bag ham. TKO fik en fornuftig start, men det stod hurtigt klart, at han havde noget mere fart på, end dem der lå foran, og han var hurtigt forbi Alessandro Lupino. Derefter stod Ivo Monticelli på menuen, og italieneren blev også hurtigt slugt, inden TKO begyndte at æde sig ind på Coldenhoff i front. Desværre bremsede Thomas sin Husqvarna i stå undervejs, så muligheden for at tage førstepladsen forsvandt, men andenpladsen var aldrig i fare - og igen lover det, at Thomas blev ved at presse hele heatet igennem, umanerligt godt for VM! Et mesterligt heat af danskeren, især når man tænker på, at det kun var hans tredje heat på fabriks-450'eren! Ben Watson imponerede også - skønt han blegnede en knivspids i forhold til Thomas - ved at tage tredjepladsen.
Resultat, MX1-heat, Alghero:
1. Glenn Coldenhoff - Yamaha
2. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna
3. Ben Watson - Yamaha
4. Ivo Monticelli - Kawasaki
5. Romain Febvre - Kawasaki
6. Jeremy van Horebeek - Beta
7. Alvin Östlund - Yamaha
8. Alessandro Lupino - KTM
9. Tom Koch - KTM
10. Alessandro Contessi - Kawasaki
Samlet:
1. Glenn Coldenhoff - 220p
2. Thomas Kjer Olsen - 180
3. Jorge Prado - 120
MX2
Hvad mange nok havde regnet med skulle være en duel imellem Jago Geerts, og fabriks-KTMs nyeste stjerneskud, Mattia Guadagnini, blev sidste søndag en duel imellem Geerts og Nicholas Lapucci, og hans 2-taktede Fantic 250XX i stedet. Og det billede blev tegnet endnu tydeligere op i dag, hvor EMX250-kørerne stod for de store præstationer. Hverken Geerts, Guadagnini, eller Kevin Horgmo for den sags skyld, blev dog hjulpet på vej af et startstyrt, der gjorde at de måtte køre sig op helt nedefra. I spidsen var derimod Lapucci - der i forvejen var 1,2 sekunder hurtigere end alle andre i kvalen' - og 2-takteren tillod aldrig nogen at komme tæt på. Lapucci førte fra start og til mål, og fører nu serien an. Bag ham udviklede heatet sig til en drabelig duel imellem sidste års Europamester i 125cc, Andrea Bonacorsi, der nu kører for Monster Energy Hutten Metal Yamaha på en YZ250f, Tim Edberg, og Alberto Forato. Bonacorsi trak sig sejrrigt ud af den duel, imens Edberg tog heatets tredjeplads, og derved efterlod VM-køreren Forato, helt udenfor podiet. Sejren gik til Lapucci, der som bekendt også skal køre EMX250 i 2021. EMX250-klassen bliver nok engang super intens i år!
Resultat, MX2-heat, Alghero:
1. Nicholas Lapucci - Fantic
2. Andrea Bonacorsi - Yamaha
3. Tim Edberg - Yamaha
4. Alberto Forato - GasGas
5. Mattia Guadagnini - KTM
6. Jago Geerts - Yamaha
7. Emilio Scuteri - Honda
8. Federico Tuani - Fantic
9. Filip Olsson - Husqvarna
10. Max Spies - Fantic
Samlet:
1. Nicholas Lapucci - 220p
2. Jago Geerts - 175
3. Tim Edberg - 160
Supercampione
Og så var det blevet tid til den kombinerede MX1/MX2-superfinale, der tæller som et selvstændigt mesterskab i sig selv. Et mesterskab hvor TKO lå nummer 2, inden dagens heat. Og SIKKE et heat det blev! Det så ellers ud til Febvre og Coldenhoff skulle afgøre det imellem sig, men det kunne ikke være skrevet bedre, for man skal ALDRIG afskrive en sulten dansker! Thomas Kjer Olsen åd sig nemlig stødt ind på de to i front, og blændende passerede ham dem begge, og kunne fortjent tage sejren. Til stor overraskelse for sig selv, men til stor jubel for alle os danskere! Febvre hang på, imens Coldenhoff faldt tilbage. Men heatets helt store oplevelse, var uden tvivl #19 fra Danmark, der nu er i spidsen af den kombinerede klasse! Bedst placerede MX2'er blev norske Kevin Horgmo, så der stod Skandinavien på det hele, i superfinalen i dag!
Resultat, Supercampione, Alghero:
1. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna
2. Romain Febvre - Kawasaki
3. Glenn Coldenhoff - Yamaha
4. Jeremy van Horebeek - Beta
5. Tom Koch - KTM
6. Alvin Östlund - Yamaha
7. Ben Watson - Yamaha
8. Alessandro Lupino - KTM
9. Kevin Horgmo - GasGas
10. Jago Geerts - Yamaha
Samlet:
1. Thomas Kjer Olsen - 220p
2. Roman Febvre - 220
3. Glenn Coldenhoff - 160
Thomas Kjer Olsen: "Det føles virkelig godt - og også ret uventet - at jeg vandt Supercampione-heatet i dag. Jeg vidste at min fart var god efter det første heat, men jeg lavede et par fejl, så jeg skulle bare eliminere dem egentlig. Jeg fik ikke den bedste start i andet heat, men jeg følte mig virkelig godt tilpas på cyklen. Vi har virkelig fundet et godt setup, der tillader mig at køre cyklen helt frit og med en masse selvtillid. Jeg kunne presse helt indtil målstregen, og jeg nød at føre omgange og at tage sejren. Vi lærte en masse i dag. De her løb er vigtige for at teste opsætninger i en løbssituation, og også for at lære lidt om dem jeg skal køre imod og hvordan de kører, så den her tur til Sardinien har været virkelig produktiv. Nu tager vi tilbage til Belgien og ser frem imod MXGP-sæsonen!"
Du kan finde alle resultater fra Alghero her: https://www.mgmtiming.it/default.aspx?pagina=/2021/_Campionati_Internazionali_MX/2021-03-07%20Alghero
Næste - og sidste - afdeling af det åbne italienske mesterskab, bliver kørt på næste søndag på Mantova! Den bliver også streamet, og vi skal nok smide links op. (Dagens stream kan genses, ved at købe adgang til dagens livestream via linket vi tidligere har lagt på MX-Index.com. Det ligger der stadig, selvom løbet er slut.)
Det kan godt være, at de her par løb, kun har været tidlige opstarts/test-løb, men fællesnævneren for dækningen over hele verden af begivenhederne, er at ingen havde regnet med at Thomas Kjer Olsen ville stemple ind så stærkt som han har gjort. Vi kan slet ikke vente til at VM starter i maj, og til at vi at vi skal følge TKO sammen med jer på discovery+!
Foto: Stefan Taglioni