Tricky dag i St. Jean d'Angely
- Mikkel591

- 22. mar.
- 3 min læsning

Førstedagen til det franske GP blev præget af en bane, der forblev lumsk, på grund af den pletregn der faldt over den. Samtidig var der noget blandet held i sprøjten for danskerne, der dog trods alt havde lyspunkter.
MX2
Magnus Smith ryster flere og flere skavanker af sig, og det var tydeligt at se i Frankrig i dag. Han begynder at vise tænder, også når feltet er stort, og da der blev kørt kvalheat i dag, endte han med at slutte som nummer 18. Det giver et fint udgangspunkt for point i morgen. Han fortalte efterfølgende at kroppen havde det fint, men at eneste skavank var, at han begyndte at blive træt i skulderen hen imod slutningen af heatet. Sejren i selvsamme heat gik til Thibault Benistant, der lod til at være i hopla og ligner en der vil give sit hjemmepublikum noget for pengene i morgen. Det så dog længe ud til at Sacha Coenen skulle løbe med sejren, men et gigantisk styrt mod slutningen af heatet, slog den lille belgier ud af kurs. Mirakuløst kom han dog på cyklen igen og kørte videre, dog noget slingrende. Simon Längenfelder tog andenpladsen, og Liam Everts tog tredjepladsen. Da Kay de Wolf samtidig udgik, så betyder det at Everts nu fører VM an, inden morgendagens heat.
Resultat, kvalheat, GP Frankrig:
1 Thibault Benistant - Yamaha
2 Simon Längenfelder - KTM
3 Liam Everts - Husqvarna
4 Camden McLellan - Triumph
5 Andrea Adamo - KTM
6 Lucas Coenen - KTM
7 Valerio Lata - Honda
8 Karlis Reisulis - Yamaha
9 Cas Valk - KTM
10 Ferruccio Zanchi - Honda
18 Magnus Smith - KTM
MXGP
Tim Gajser var flyvende i Spanien i sidste weekend, så der var mange øjne på TiGa i dag. Himlen åbnede dog for alvor for sluserne inden MXGP-klassens kvalheat, og det satte sit præg på banen. En der dog så ud til at nyde forholdene var Lucas Coenen. Belgieren nappede starten og førte derfra hele vejen til målstregen - om end Gajser kom tæt på til sidst. Maxime Renaux lignede også en der skulle være med til at afgøre top 5, men en fejl og en bremsen-i-stå kom til at koste på den front for Renaux.
Resultat, kvalheat, GP Frankrig:
1 Lucas Coenen - KTM
2 Tim Gajser - Honda
3 Ruben Fernandez - Honda
4 Maxime Renaux - Honda
5 Romain Febvre - Kawasaki
6 Calvin Vlaanderen - Yamaha
7 Isak Gifting - Yamaha
8 Pauls Jonass - Kawasaki
9 Jan Pancar - KTM
10 Kevin Horgmo - Honda
EMX250
Både Mads Fredsøe og Nicolai Skovbjerg klarede sig med videre til heatene, hvoraf det første skulle køres i dag. Her kom de vidt forskelligt fra start. Mads lavede en god start og var oppe som 6'er. Et godt udgangspunkt for den samlede stilling, men ak. Desværre måtte Mads i jorden, hvilket blokerede hans forbremse, og da han først kom i gang igen, måtte han ned en gang til, med en anden kører. Ikke optimalt, men "vi prøver igen i morgen," som han sagde. Nicolai fik ikke den bedste start, og rundede på første omgang som nummer 25, men at han er feltets mest indædte bæst, når det kommer til at æde de andre én for én, kan der ikke herske nogen tvivl om. Igen gik han i gang, og arbejdede sig hele vejen op til 11. pladsen, før han løb tør for tid. Heatets resultat betyder at Nicolai nu er på fjerdepladsen i EM, mens Mads er nummer 7, inden morgendagens heat.
EMX125
Bertram Thorius klarede sig videre til de pointgivende heat, ved at blive nummer 14 i sin kvalgruppe, mens Storm Maymann lige netop ikke klarede skærene i den anden. Da dagens enlige heat blev skudt i gang, kom Bertram fornuftigt med, men uheld på første omgang sendte ham helt ned omkring sidstepladsen i det 40. mand store felt. Han arbejdede sig opad, men nåede op som nummer 28 inden det ternede flag. Han får chancen igen i morgen.
Alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Husk første MX2-start går klokken 12 i morgen.
Foto:






