- Tro på dig selv
Motocross kan noget særligt, uanset hvor man kigger hen. Og heldigvis er vi en del af en sport, hvor der er rigtig meget at kigge på. Men når vi falder over kørere, som er lidt sejere end os andre, så bliver vi nødt til at få deres historie. Og her skal I møde en af de sejeste gutter vi har snakket med i år – med en historie der burde inspirere enhver, og som virkelig fortjener at blive fortalt.
11-årige Oliver styrtede på sin crosser for lige godt to år siden. Et styrt der gjorde at han måtte flyves til Rigshospitalet, hvor han lå i alvorlig koma i 2 uger, og efterfølgende 4 uger mere. Han vågnede op 100% lam i højre side og uden sprog. Siden har ingen doktorer turde sige noget om udsigterne, så både Oliver og familien, har levet med usikkerheden og gør det stadig.
Der er dog altid én ting man selv kan styre: Og det er ens egen reaktion. For Oliver har besluttet sig for, at det skal være anderledes. Det her er nemlig allermest historien om en lille fyr der ikke har tænkt sig at tage et nej for et nej. For han kæmpede, sled og slæbte, lige siden han vågnede fra sin ulykke, til at kunne sidde på en crosser igen. Det har været hårdt, og han har skullet grave dybt. Men i 2022 kørte han sin første tur, tilbage på banen i Næstved på sin pitbike. Alene på banen, med en cykel der kan slukkes per fjernbetjening, men ikke desto mindre, en tohjulet cykel på crossbanen.
Men Oliver har ambitioner om mere, og dem blev vi nødt til at høre om. Så vi tog en snak med ham, både for at høre om fremtiden, og for at høre hvad der driver ham til at arbejde så benhårdt hver dag.
MX-Index: Hvad betyder motocross for dig, Oliver?
Oliver: ”Det betyder fart i blodet og frihed. Motocross kræver at man holder fokus. Og det gør at jeg tænker på noget andet, hvis jeg for eksempel har haft en svær dag i skolen.”
MX-Index: Du kørte for nyligt din første tur tilbage på crossbanen. Hvad var det bedste ved det? Og hvad tænkte du da du kørte rundt?
Oliver: ”Det var fedt at køre igen. Men jeg var også nervøs.”
MX-Index Hvad glæder du dig til med motocross i fremtiden? Skal du og køre noget mere?
Oliver: ”Ja, jeg skal køre mere. Lige nu kører jeg på en pitbike. Jeg håber at jeg kan køre på banerne sammen med mine kammerater igen. Lige nu må jeg kun køre alene på banen. Jeg håber også, at jeg kommer til at køre på min 65’er igen.”
MX-Index: Og sidst, men ikke mindst, er der et råd du kan give, til andre derude der måske sidder og har det svært, og som gerne vil opnå det de drømmer om?
Oliver: ”Tro på dig selv og sæt dig et mål, selvom det kræver hårdt arbejde. Hård træning har gjort at jeg kan gå igen og køre cross igen. Det skal man huske på, når man er træt og ikke orker at træne.”