Udskiftning hos Team Belgien
Knap var kørerne kommet over stregen til VM-finalen i går, før de belgiske intriger føg gennem luften. Sacha Coenen blev nemlig meldt ude af Motocross of Nations i næste weekend - Sacha forsøgte at køre træningen i lørdags i Spanien som test, men måtte give fortabt. Derved stod Belgien med det problem, at Brent van Doninck ville være den oplagte erstatning, men det ville så kræve, at Lucas Coenen i stedet for at køre på 450'eren, i stedet skulle køre i MX2. Det var gårsdagens suveræne vinder af MX2 GP'et tilsyneladende ikke lun på, så i stedet meldte det belgiske hold bombastisk ud at man trak sig fra hele Motocross of Nations. Og man lod også vide, at det var fordi Lucas ikke ville køre i MX2. Den sidste del afstedkom et massivt ramaskrig og en masse vrede, hvor især de belgiske fans tordnede op i det røde felt.
Der gik efterfølgende så heller ikke mere end et par timer, før man ændrede meldingen. Lucas Coenen ville gerne køre MX2 alligevel, og derfor havde man nu et hold at sende afsted. Så Belgien er med alligevel i weekenden, med Brent van Doninck, Lucas Coenen og Jago Geerts.
Foto: Ray Archer
Comments