top of page

Vild dag i Villars sous Ecot!


Det franske GP blev et gedigent brag af dimensioner, hvor der var tonsvis af action og drama, og noget blandet held til de danske kørere.


MX2

Mikkel Haarup havde igen god fart på, men uheldige starter blev hans nemesis nok engang. Efter at have været næsten sidst rundt på første omgang, kørte Mikkel sig hele vejen op til niendepladsen til slut i første heat. I andet heat var han også begravet i feltets tunge ende, og ramte desværre en cykel der var styrtet i forvirringen. Han kom op igen, men havde desværre tabt kølerdækslet i processen, så han måtte udgå. Alt sammen imens han lavede tider til at være med omkring top 5 ... Sejren i GP'et gik til Thibault Benistant, der henviste Andrea Adamo til andenpladsen, mens Liam Everts snuppede tredjepladsen efter stabil kørsel. Lucas Coenen tog karrierens første GP-sejr i andet heat, i meget overbevisende stil, og ligner endelig en der for alvor kan tage tingene til månen. Jago Geerts beholder sin røde nummerplade, trods det brækkede håndled og at han ikke var i aktion i dag, men han har den kun med ét sølle point.


Resultat, GP Frankrig:

1. Thibault Benistant - Yamaha

2. Andrea Adamo - KTM

3. Liam Everts - KTM

4. Lucas Coenen - Husqvarna

5. Kay de Wolf - Husqvarna

6. Roan van de Moosdijk - Husqvarna

7. Marc-Antoine Rossi - KTM

8. Kevin Horgmo - Kawasaki

9. Ferrucio Zanchi - KTM

10. Jan Pancar - KTM


Samlet:

1. Jago Geerts

2. Andrea Adamo

3. Kay de Wolf


MXGP

Og MXGP-klassen kunne sagtens være med på drama-fronten. Jeremy Seewer har ikke haft den bedste sæsonstart, men i Frankrig var schweizeren tilbage for fuld damp. En sejr i første heat og en andenplads i andet, gjorde at #91 igen kunne kravle op på toppen af podiet til slut. Det kunne han foran Romain Febvre, der også lod til at blive vækket, efter at have taget en heatsejr i andet heat. Jorge Prado kørte stabilt, og kunne tage tredjepladsen i den samlede stilling, men hvad vigtigere for spanieren var, at han kunne udbygge sin føring i den samlede stilling. Det kunne han ikke mindst, fordi Jeffrey Herlings havde et forfærdeligt andet heat. Først sprang hollænderens brillestrop, så han måtte ind og skifte briller på en meget kaotisk måde, inden han bukkede sin ene fodhviler, og måtte trække sig fra heatet. Derved er spændingen pustet i live for alvor i MXGP-klassen til om to uger i Letland.


Resultat, GP Frankrig:

1. Jeremy Seewer - Yamaha

2. Romain Febvre - Kawasaki

3. Jorge Prado - Gasgas

4. Ruben Fernandez - Honda

5. Calvin Vlaanderen - Yamaha

6. Valentin Guillod - Honda

7. Glenn Coldenhoff - Yamaha

8. Brent van Doninck - Honda

9. Jeffrey Herlings - KTM

10. Brian Bogers - Honda


Samlet:

1. Jorge Prado

2. Jeffrey Herlings

3. Romain Febvre


EMX125

Mads Fredsøe kørte et strålende GP i Frankrig, og blev heldigvis belønnet med gode point denne gang, i stedet for hensmidte motorcykler der hvor han skulle køre. En femteplads blev det til på dagen, og det så også danskeren rykke fremad i den samlede stilling. Desværre gik det ikke som håbet for Nicolai Skovbjerg, der måtte nøjes med et enkelt point i dagens heat. Sejren tog franske Mathis Valin sig af, til publikums store glæde.


WMX

Sara Andersen gjorde alting med et syvtal i dag. En syvendeplads i heatet i dag, blev til en syvendeplads samlet i GP'et, og danskeren er på syvendepladsen i kampen om VM. Malou Jakobsen hentede desværre ingen point i dag, men må tage et godt heat fra i går med sig videre. Sejren gik til Courtney Duncan, der også vandt dagens heat i overlegen stil.


Find alle dagens resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx


Foto: WZ Racing / Sevenonepictures

Comentarios


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page