Vild, vild dag i Spanien!
- for 2 dage siden
- 4 min læsning

Anden afdeling af VM blev lige præcis det brag vi havde kunnet forvente, hvor der blev vendt op og ned på VM-stillingen, og en ung dansker for alvor tog skridtet ud i hele verdens bevågenhed.
MXGP
Men vi starter i den store klasse, hvor den altoverskyggende faktor i dag, blev Lucas Coenen. Belgieren kørte sig hurtigt i front af begge heat, og der var ingen der kunne matche hans tempo, da han først var kommet derop. I begge heat trak han et langt forspring på den sandede bane - endda ned til den måske bedste sandkører af dem alle gennem tiden, Jeffrey Herlings, der tog begge andenpladser. Tim Gajser tog tredjepladsen, og sikrede sit første podie for Yamaha, da Romain Febvre styrtede ud af den podiegivende plads i andet heat, med en en ordentlig maveplasker, der sendte den forsvarende mester til tælling. Maxime Renaux nappede fjerdepladsen, mens Andrea Adamo tog sidste plads i top 5. Tom Vialle måtte se den røde plade forsvinde over i hænderne på Coenen - der for første gang er i spidsen af et VM - da franskmanden kom hjem som nummer 6, mens Kay de Wolf debuterede i klassen med en 7. plads.
Resultat, GP Spanien:
1 Lucas Coenen - KTM
2 Jeffrey Herlings - Honda
3 Tim Gajser - Yamaha
4 Maxime Renaux - Yamaha
5 Andrea Adamo - KTM
6 Tom Vialle - Honda
7 Kay de Wolf - Husqvarna
8 Romain Febvre - Kawasaki
9 Calvin Vlaanderen - Ducati
10 Alberto Forato - Fantic
Samlet:
1 Lucas Coenen
2 Jeffrey Herlings
3 Tom Vialle
MX2
Det spanske GP blev historisk. Og det hele var fokuseret omkring Triumph og i særdeleshed Camden McLellan. For sydafrikaneren - der havde været godt kørende hele weekenden - endte som dagens helt store oplevelse. I første heat bragte han den hjem på andenpladsen efter sin teamkammerat Guillem Farres. Og i andet heat trådte han så for alvor i karakter. Han kørte sig hurtigt op på tredjepladsen, hvorefter han passerede Valerio Lata, og dernæst Sacha Coenen, for at kunne tage sin anden heatsejr i karrieren. Det gav ligeledes hans første GP-sejr nogensinde - og den første til Sydafrika i 18 år - OG Triumphs første GP-sejr. Samtidig lagde McLellan sig i spidsen af MX2-klassen, ligeledes for første gang nogensinde. Så helt vild - og fortjent - dag for McLellan. Andenpladsen på dagen tog Simon Längenfelder, som stadig er tæt på i den samlede stilling, mens Sacha Coenen tog tredjepladsen. Et lidt bittersødt resultat for belgieren, der smed førstepladsen væk til et styrt i første heat. Farres der vandt første heat på hjemmebane, havde også et hjerteskærende andet heat, hvor hans cykel gik i stykker på vej ud over starten, hvilket gjorde at han måtte udgå, uden chance for at bakke sin heatsejr op overfor hjemmepublikummet.
Resultat, GP Spanien:
1 Camden McLellan - Triumph
2 Simon Längenfelder - KTM
3 Sacha Coenen - KTM
4 Mathis Valin - Kawasaki
5 Janis Reisulis - Yamaha
6 Valerio Lata - Honda
7 Liam Everts - Husqvarna
8 Karlis Reisulis - Yamaha
9 Guillem Farres - Triumph
10 Kay Karssemakers - Kawasaki
Samlet:
1 Camden McLellan
2 Simon Långenfelder
3 Guillem Farres
EMX250
Både Mads Fredsøe og Nicolai Skovbjerg pådrog sig skader i gårsdagens heat, hvilket da også gjorde at der skulle graves dybt fra begge drenge i dagens heat. Nicolai kom fornuftigt afsted lige udenfor top 10, og skulle lige køre sig varm, men så tog han også fat. Han kørte sig langsomt hele vejen op på fjerdepladsen over stregen, hvilket gav en samlet sjetteplads i GP'et. Mads kom godt fra start, men det var tydeligt at han måtte kæmpe sig igennem det. Han holdt fast til en 10. plads over stregen, hvilket gjorde at han fik 5. pladsen med sig fra Spanien. Så virkelig stærkt kæmpet af begge drenge, der fik brugbare resultater med sig fra første GP. Sejren tog Francisco Garcia sig af, og spanieren levede derfor op til favoritværdigheden.
EMX125
Efter et godt første heat fra danskerne i går, så var der måske lagt lidt op til et spændende et igen i dag - og det fik vi! For Bertram Thorius trådte for alvor frem på verdensscenen. I går lavede han sit bedste resultat nogensinde med en 8. plads, og i dag sprængte han skalaen. Han lavede nemlig en god start, og kørte sig hurtigt frem i spidsen, med nogle både aggressive og hurtige første omgange. Og her havde han tænkt sig at blive. Moritz Ernecker fik kærligheden at føle da han kom for tæt på, og hen mod slutningen holdt Bertram også Sleny Goyer væk, og kunne tage karrierens første sejr i EMX125. Det gav tredjepladsen i GP'et og den samlede stilling efter første afdeling. Helt forrygende kørt af Bertramt, der virkelig viser hvorfor Fantic har satset på ham i år. Storm Maymann kørte også et godt GP, men fik desværre lige netop ikke point i andet heat. Den fine 11. plads i første heat gav en samlet 15. plads og gode point til mesterskabet. Sejren tog Ernecker.
Find alle resultaterne her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx






