Vilde historier i Frankrig!
- for 2 dage siden
- 3 min læsning

Der skete rigtig mange ting på førstedagen i Lacapelle Marival, da VM i dag genstartede efter nogle ugers pause. Og der var både dansk held - og uheld.
MXGP
Sidst feltet var i Lacapelle, var Jeffrey Herlings helt ustyrlig, og det lader han til at være igen. I hvert fald så snuppede The Bullet pole position til i morgen og ligner en der er klar til at starte hvor han slap i Trentino. Andenpladsen kom ned til en direkte duel mellem Kay de Wolf og Lucas Coenen, og det lader til at De Wolf er ved at finde sig til rette for alvor i den store klasse! For de to byttede plads et par gange på sidste omgang, men i sidste sving gik De Wolf udenom Coenen og tog andenpladsen, og belgieren var tydeligt frustreret bagefter. De lokale helte halsede lidt efter top 3, mens Tom Vialle havde et stort styrt, der kostede muligheden for point, selvom han dog kom i mål som nummer 13.
Resultat, kvalheat, Frankrig:
1 Jeffrey Herlings - Honda
2 Kay de Wolf - Husqvarna
3 Lucas Coenen - KTM
4 Maxime Renaux - Yamaha
5 Romain Febvre - Kawasaki
6 Tim Gajser - Yamaha
7 Ruben Fernandez - Honda
8 Andrea Adamo - KTM
9 Thibault Benistant - Honda
10 Pauls Jonass - Kawasaki
MX2
Duellen om førstepladsen står mellem Simon Längenfelder og Sacha Coenen, men ingen af de to kom til at spille en hovedrolle på førstedagen i Frankrig. De sluttede kvalheatet som nummer 6 og 7, hvilket sendte Simon et point mere foran Sacha. I spidsen handlede det dog om Mathis Valin. Franskmanden tog starten, men blev så passeret af Guillem Farres - der så styrtede. Det gav Valin førstepladsen tilbage, og han kvitterede med at tage sejren og pole, til hjemmepublikummets fornøjelse. Andenpladsen tog Liam Everts sig af, mens Janis Reisulis lukkede af i top 3. Francisco Garcia imponerede desuden med en 8. pladsen, som wild card fra EMX250.
Resultat, kvalheat, Frankrig:
1 Mathis Valin - Kawasaki
2 Liam Everts - Husqvarna
3 Janis Reisulis - Yamaha
4 Guillem Farres - Triumph
5 Camden McLellan - Triumph
6 Simon Längenfelder - KTM
7 Sacha Coenen - KTM
8 Francisco Garcia - Kawasaki
9 Ferruccio Zanchi - Ducati
10 Valerio Lata - Honda

EMX125
Både Bertram Thorius og Storm Maymann er hurtige på banen i Frankrig! Og da starten gik til dagens enlige EMX125-heat, så det ud til at der skulle blive masser af dansk at juble over! Faktisk var begge drenge i top 5, så det var svært at holde armene nede. Desværre varede det ikke ved. Bertram blev passeret på andenpladsen, men hen mod slutningen indhentede han den igen og forsøgte at komme forbi, da han styrtede spektakulært og bukkede sit styr. Det gjorde det svært at køre, så han måtte indkassere en 9. plads. Men endnu et heat, hvor han er med til at tegne tingene i front! Storm røg desværre også i problemer og kørte over stregen til slut som nummer 18. Der er et heat igen i morgen! Sejren tog Moritz Ernecker sig af.
WMX
Malou Jakobsen har skulle lave om på strukturen i vinter, men som vi også påpegede i optakten til WMX-starten, så ser han virkelig godt ud på cyklen for tiden. Og det viste sig igen i dag. På første omgang blev hun registreret som nummer 12, men da det ternede flag blev stukket ud, så lå Malou altså nummer 4! Bragende flot start på VM. Der var også point til Laura Raunkjær, der kom ind som nummer 18, mens Barbara Aagaard ikke var langt fra pointene heller. Sejren tog Kiara Fontanesi sig af, i et kaotisk heat, hvor alle væltede til højre og venstre. Lotte van Drunen var nede voldsomt til at starte med, og Courtney Duncan var i jorden flere gange. Kvinderne har et heat igen i morgen.
Find alle dagens resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Foto: Richard de Vos






