- Virkelig glad for min præstation

Marius Simonsen satte sit danske mesterskab i 125cc i banken, da han tog den samlede sejr i Randers i søndags. En andenplads i første heat var nok til at sikre titlen for den lange sjællænder, der har været godt og stabilt kørende i årets danske mesterskab. Guldet blev cementeret med en heatsejr i andet heat, og det var naturligvis en tilfreds nyslået mester der gjorde status efterfølgende.
Marius Simonsen: "Jeg er meget stolt af min præstation i den her sæson, uden så mange fejl og maskinproblemer. så det vil jeg gerne takke min træner Emil Larsen, mit team MA Servicecenter og min far for. Jeg kunne ikke have gjort det uden dem. Vi startede i Næstved, hvor nogle styrt i første heat gjorde at jeg “kun” kommer derfra med en andenplads. Derefter tog vi til Hjørring, hvor jeg kørte en 1-1 hjem, tog føringen og holdt den til slut. I Randers hvor vi kørte finalen, kom jeg til med et mål om at jeg bare skal vinde samlet, så en andenplads er okay i første heat. Jeg kommer op til Emil (Dissing) og kører den bare sikkert hjem og vinder DM der, med den andenplads. I andet heat havde jeg så et andet mål - nemlig at vise hvad jeg kunne - ikke kun over for mine sponsorer og team, men også overfor mig selv. Jeg kommer fint fra start som nummer 3, og jeg kommer hurtigt op at føre og så skal jeg bare køre den hjem. Det gjorde jeg, så jeg vandt ikke kun mesterskabet, men også samlet på dagen, så jeg er virkelig glad for min præstation i år og til finalen i Randers. Mange tak til dem der kom og heppede på mig i Randers - det betyder mere end I tror!"






