top of page

VM 2020 afsluttet med et brag!


Vi har heppet, vi har jublet, vi har gyset, vi har bandet, vi har ventet, vi har himlet, vi har brølet, vi har sunget, vi har danset, vi har skålet, og vi har festet! Men nu er VM i motocross 2020 slut, efter en lang, aparte, unik og helt og aldeles vanvittig sæson, der vil gå over i historien for tid og evighed. Til dels på grund af situationen i verden, men på sigt, håber vi, for det eminente ræs vi blev de heldige vidner til. Vi så dansk i verdensklasse, vi så verdensklasse i danskerne, og vi så hvad motocross virkelig kan. Hvad det virkelig kan, vil og skal, i en tid hvor vi har brug for noget at samle os omkring!


MX2

Desværre sluttede dagens sidste GP, ikke helt som vi havde håbet på forhånd. Thomas Kjer Olsen kørte sit absolut sidste GP i MX2-klassen, men der var desværre ikke held til det danske es i dag heller. TKO havde ellers kvalificeret sig godt, og fik en god start i første heat, men desværre så blev han kørt af allerede i første sving, i et første heat der bare fortsatte med at smide uheld i hovedet på ham. Derfor var der heller ikke meget at køre for i andet heat, hvor Thomas kørte en sikker sjetteplads hjem til slut. Det gav en syvendeplads på dagen, og en sjetteplads i tabellen. Nu venter 450'eren for den store dansker, og den første sæson i MXGP-klassen! Vi glæder os! Glen Meier kørte samtidig sit bedste heat i Trentino, og tog 3 point i andet heat! Sejren på dagen gik til Ben Watson, der sejrede foran Tom Vialle og Maxime Renaux. I den samlede stilling sikrede Jago Geerts sølvet, selvom belgieren styrtede og pådrog sig en skade i dag, imens Renaux tog karrierens første VM-medalje.


Thomas Kjer Olsen: "I dag var hård, og ikke helt sådan jeg gerne ville ende min 250-karriere. Det er sådan racing er somme tider, og med en sæson der startede med to skader, så kan jeg ikke klage. Selvom jeg kørte med smerter i så mange afdelinger, så dukkede jeg op, selvsikker og klar til at kæmpe. Jeg kom igennem de hårde dage i starten af sæsonen, og beviste hvad jeg kunne som sæsonen skred frem. At vinde to GP'er var rart i min sidste sæson i klassen. Jeg kan ikke hænge mig i det her år - Okay, det var måske ikke her jeg håbede at slutte i tabellen, men jeg er på vej op i MXGP-klassen, jeg er stadig ung og har mange år i mig endnu! Jeg glæder mig til fremtiden på 450'eren. Jeg har været en del af et fantastisk team, Nestaan MX2, i fire år og vi har haft meget succes sammen. De har støttet mig hele tiden og jeg kunne ikke have været på et bedre team, så det er jeg virkelig taknemmelig for."


Samlet, Arco di Trento 3:

1. Ben Watson - Yamaha

2. Tom Vialle - KTM

3. Maxime Renaux - Yamaha

4. Jed Beaton - Husqvarna

5. Isak Gifting - GasGas

6. Conrad Mewse - KTM

7. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna

8. Alvin Östlund - Honda

9. Morgan Lesiardo - Honda

10. Stephen Rubini - Honda

23. Glen Meier - Yamaha


Samlet, VM MX2 2020:

1. Tom Vialle - KTM

2. Jago Geert - Yamaha

3. Maxime Renaux - Yamaha

4. Jed Beaton - Husqvarna

5. Ben Watson - Yamaha

6. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna

7. Roan van de Moosdijk - Kawasaki

8. Conrad Mewse - KTM

9. Ruben Fernandez - Yamaha

10. Stephen Rubini - Honda

19. Mikkel Haarup - Kawasaki

40. Glen Meier - Yamaha


MXGP

Verdensmesteren hed Tim Gajser, det vidste vi allerede fra start, men kampen om sølvet i den store klasse endte som et drama. Ét point skilte Jeremy Seewer og Antonio Cairoli inden sidste heat, og det lignede en drabelig duel, der dog endte i første sving. Cairoli skød på tværs af feltet fra ydersiden af bommen, men desværre var han ikke langt nok foran til at gå fri af Arnaud Tonus, så de to fulgtes ad ud af banen, og det kostede TC222 en bukket gearpedal. Så han måtte udgå, og spillede derfor sølvmedaljen over i hænderne på Seewer, der derved tangerede karrierens bedste resultat fra sidste år. Sejren på dagen gik til Tim Gajser, der henviste Romain Febvre til andenpladsen, imens Gautier Paulin sagde farvel med karrierens sidste podie. Her på MX-Index gør vi stående honnør for Paulin, Clement Desalle og Tanel Leok, der takker af for denne gang.


Resultat, Arco di Trento 3:

1. Tim Gajser - Honda

2. Romain Febvre - Kawasaki

3. Gautier Paulin - Yamaha

4. Jeremy Seewer - Yamaha

5. Clement Desalle - Kawasaki

6. Arnaud Tonus - Yamaha

7. Jordi Tixier - KTM

8. Evgeny Bobryshev - Husqvarna

9. Brian Bogers - KTM

10. Brent van Doninck - Yamaha


Samlet, VM MXGP 2020:

1. Tim Gajser - Honda

2. Jeremy Seewer - Yamaha

3. Antonio Cairoli - KTM

4. Romain Febvre - Kawasaki

5. Gautier Paulin - Yamaha

6. Jorge Prado - KTM

7. Clement Desalle - Kawasaki

8. Glenn Coldenhoff - GasGas

9. Jeremy van Horebeek - Honda

10. Brian Bogers - KTM


Du kan finde alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx

Husk at du kan se alle heat fra i dag, on-demand og gratis, på Dplay!


Det var sæson 2020, drenge og piger, og sikke en sæson det var! Vi glæder os allerede til 2021, hvor vi får TKO i MXGP-klassen, og endnu flere danskere i MX2! Ja tak!


Foto: Husqvarna

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page