top of page

VM 2026 preview - MX2

  • for 2 dage siden
  • 7 min læsning

VM starter i weekenden, på et helt ubeskrevet blad i VM-sammenhæng – Bariloche i Argentina. Der er lagt op til et brag af en sæson, hvor især MXGP-klassen står til at blive noget nær den stærkeste vi har oplevet i mange år. Måske nogensinde. Traditionen tro så har vi derfor lige kigget lidt nærmere på startlisterne til første afdeling, og trukket de mest spændende navne frem. Vi starter i MX2-klassen.

#1 – Simon Längenfelder – KTM

Den forsvarende mester kommer til Argentina som klar favorit. Det kan ikke være anderledes. Alt andet end en gentagelse af succesen fra sidste år, må være en skuffelse for tyskeren, og der kunne en GP-sejr være en god start. Men der kan også gå meget tabt til første afdeling, så vi kommer formentlig ikke til at se en Längenfelder der satser hele butikken i Argentina. Sidste år smed han GP-sejren væk i Argentina til første GP, og det endte jo alligevel gyldent. Så mon ikke han kommer til at være lidt afventende. Taktik til side, så bør han op og markere sig i front som minimum.

 

#19 – Sacha Coenen – KTM

En der slet ikke kan finde ud af at være afventende, er Sacha Coenen. Og det skal han heller ikke være, hvis han vil være verdensmester i år. Stabilitet bliver dog nøgleordet for belgieren, da hans topniveau måske er det højeste i feltet, men hvor bundniveauet også hurtigt kan kaste en skade af sig. I løbet af sidste år fik KTM dog styr på de fleste af styrtene, selvom de ikke forsvandt helt. Hvor mange får vi af dem i år? Det kan meget vel afgøre hvad farve medalje Coenen skal have til slut.

#26 – Liam Everts – Husqvarna

Selvom han uden tvivl må være en af favoritterne til top 3, så er det stadig lidt usikkert hvor stærk Liamski er i forhold til blandt andet Coenen og Längenfelder. Han var knusende sikker i Lierop i lørdags, så vi må antage at hans tempo er til at lege med helt i front. Og vi ved at hans stabilitet er uhyggelig, og den kan meget vel blive afgørende i sidste ende. Det er en lang sæson.

#317 – Mathis Valin – Kawasaki

Når det kommer til hårdbane, så er der ingen tvivl om at han kommer til at kunne overraske – måske ligger den første GP-sejr/heatsejr og spøger. Til gengæld faldt han igennem i Lierop i weekenden i det dybe sand, hvor tempoet var fint, mens der intet stabilitet var i det. Og hvis man vil være verdensmester, så skal der være styr på det bløde underlag også. Han bliver spændende at følge. Startede jo ligeledes ud med store styrt i Argentina sidste år, så man må formode der er kommet mere ro på.

 

#8 – Camden McLellan – Triumph

Sydafrikaneren skal på den igen i MX2, hvor der endnu engang sigtes efter de højeste pladser. Nappede karrierens første heatsejr i VM sidste år, og det bliver interessant at se hvordan han kommer ud. Har kæmpet lidt med sine starter – og det har hæmmet ham meget. Men måske at hjemlandet nu er på kalenderen, kan give det sidste løft. De to Triumpher har holdt sig væk fra optaktsløbene, så det er svært at vurdere, om de har fået lukket noget af hullet op til favoritterne.

 

#99 – Guillem Farres – Triumph

Farres erobrede ligeledes sin første heatsejr i VM sidste år, men derfra og så til at være i spil til medaljerne, er der et stykke. Det er uden tvivl den stabilitet man har arbejdet på at forbedre hos Triumph, der også har haft en vinter mere til at lave forbedringer på cyklen. Så det bliver spændende at se, om det kommer til udtryk i Argentina.

 

#18 – Valerio Lata – Honda

Efter han kørte på podiet i Maggiora på et wildcard for to år siden, var der nok dem der havde forventet sig mere af italieneren hos Honda. Han var dog oppe at besøge top 3 ved et par lejligheder sidste år, og hvis der kan komme flere af de besøg, så ser det godt ud. Han var mærkeligt nok fraværende ved de to afdelinger af det åbne italienske mesterskab der indledte sæsonen, og det virker rigtig sært. Men om det var fordi der var noget galt, eller det blot var et valg, må vi vente med at se.

#772 – Janis Reisulis – Yamaha

Den forsvarende Europamester tager hul på sin første fulde sæson i VM, og der er massivt pres på ham. Han ligner den der skal bære Yamahas drømme om at køre med i toppen, og de indhop han havde sidste år, var relativt anonyme for hans standard. Han har dog været stærkt kørende i opstartsløbene, hvor han har været stabilt godt kørende – uden at være prangende. Men han er også en type kører der kan vokse eksplosivt lige pludselig.

 

#716 – Noel Zanocz – KTM

Endnu en der rykker op i VM på fuldtid, den tidligere Europamester i EMX125 ser godt ud på sin Venrooy KTM, og det skal blive spændende at se hvad han får ud af sin debutsæson. Han er aldrig bleg for at gøre hvad der skal til, og det kunne godt være han pludselig trækker et rigtig stort resultat op af hatten.

#172 – Cas Valk – TM

Hollænderen er kommet til TM, hvor han skal forsøge at løfte det italienske mærke yderligere. Vi ved han kommer til at kunne springe i øjnene når underlaget bliver blødt, men det bliver spændende at se hvor makkerparret ligger på det hårde. Julius Mikula viste cyklen godt frem sidste år, så det bliver spændende om Valk kan toppe de præstationer – og rejse sig efter hans form dalede hen mod slutningen af sæsonen 2025.

 

#20 – Julius Mikula – KTM

Mikula er røget på KTM, og han har vist god form indtil videre i opstarten, blandt andet med et flot podie i Sommieres. Holdt op imod at han overraskede gang på gang på sin TM sidste år, kunne han måske godt være en af dem der kunne overraske yderligere. Det kommer helt an på hvor stabilt baglandet er, da Osicka KTM til tider har tendens til at være en sjov størrelse.

 

#47 – Karlis Reisulis – Yamaha

Storebror Reisulis danner bolværk sammen med lillebror Janis for Yamaha. Med ét ord var hans sæson 2025 skuffende. Og der har ikke været fremgang at spore i de forskellige opstartsløb. Så der er meget på spil for #47, der skal forsøge at overbevise om, at han ikke bare holder fast i sit sæde, så Yamaha kunne beholde Janis. Når det så er sagt, så så vi altså i 2024, at han kan starte og holde føringer. Det skal han finde ind til igen.

 

#408 – Scott Smulders – Husqvarna

Måske opstartsfasens helt store oplevelse og overraskelse. Hollænderen har skiftet sin Triumph ud med en Husqvarna fra SixtySeven Racing, og han har virkelig vist gode ting. Både til de åbne italienske mesterskaber og senest havde han rigtig god fart i Lierop i søndags. Man drømmer altid om en helt dark horse, og det kunne da være sjovt, hvis Smulders kunne omsætte sin fine form til et stort upset.

 

#33 – Kay Karssemakers – Kawasaki

Karssemakers havde et turbulent 2025. Den oprindelige plan gik i vasken, så han kørte som privateer indtil Steve Dixon tog ham ind. Det samarbejde fortsætter i 2026, men der er fortsat mange ubekendte. Det blev dog til et podie i Lierop i søndags for Kay, der må siges at være en god test af om grejet kan stå distancen, hele vejen igennem heatene.

 

#48 – Jens Walvoort – KTM

Hollænderen har fået nyt nummer til i år, som egentlig bare er en afkortning af det gamle, men ellers er der ikke meget der er ændret. Han har ikke haft heldet med sig i opstarten, men efter den skade han havde i starten af sæsonen sidste år, viste han sig igen flot frem – blandt andet med en 7. plads i Lommel. Måske der kan være nogle højdespringere i år, men om det lige bliver til sæsonpremieren, er nok mere tvivlsomt.

 

#22 – David Braceras – Triumph

Spanieren har ligeledes haft en noget turbulent off-season. Der var planer om en fuld sæson i VM, men den faldt sammen, og så havde han pludselig ingenting. Men i samarbejde med Triumph Spanien er der alligevel fundet midler til, at han kan køre som privateer, og derfor er han til start i Argentina. Respekt for at få det sat sammen og tage chancen, men hvor konkurrencedygtig han er, må vi vente med at se. Der var et stykke til Reisulis-brødrene til første afdeling af spansk mesterskab i weekenden.

#97 – Simone Mancini – Ducati

Det var meningen at Feruccio Zanchi skulle have kørt i Argentina for Ducati, mens Mancini skulle håndtere indsatsen for teamet i EMX250. Men her et par dage inden første afdeling, måtte Zanchi meddele at han har haft et styrt i træning og derfor ikke kan køre. Ducati er dog klar til at indtage MX2-klassen alligevel, da Mancini er klar til at tørne ud for dem i stedet.

 

#83 – Maxime Grau - Honda

Det kom som et chok at Marc-Antoine Rossi satte karrieren på pause som kun 19-årig. Men det betød også at Maddii Racing Honda pludselig skulle bruge en erstatning. Den kom så i form af Maxime Grau, der er trådt til og nu skal køre for teamet. Grau har kørt for WZ KTM de sidste sæsoner, og det bliver spændende at se hvor han overhovedet befinder sig.

 

#398 – Benjamin Garib – Honda

Benjamin Garib har været vidt omkring. Han har prøvet sig af i USA, og han har også været med i EMX250 for Bud Racing Kawasaki. I 2026 frister han tilværelsen i brasiliansk motocross, men derfor er han stadig et sjovt indspark til den første afdeling af VM. Det er godt når afdelingerne der ligger langt væk, tilbyder lidt krydderi.

 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page