top of page

VM MXGP-klassen - Argentina

En dag tættere på, og selvfølgelig skal vi også have et fyldigt kig på MXGP-klassen, inden det i weekenden går løs til første afdeling af VM i Argentina!


#243 - Tim Gajser - Honda HRC

TiGa går efter sit sjette mesterskab, og holder han den form han har haft i opstartsløbene, så må han være favorit til at vinde, både i Argentina og i det samlede mesterskab. Han var klasser bedre end alle andre til det åbne italienske mesterskab i starten af året - hvor han blandt andet var oppe mod Romain Febvre. Desuden vandt han begge heat af den serie i Riola Sardo, hvor han historisk set altid har været i problemer. Det viser lidt om formen. Han er på den helt nye prototype-version af Hondas 450'er, og det ser ud som om de er et vindende makkerpar. Gajser går efter guldet.


#84 - Jeffrey Herlings - Red Bull KTM Factory Racing

The Bullet er tilbage, og han viste i Lierop, at han har sin dødbringende afslutning i behold. I andet heat, hvor banen var mest smadret, satte han heatets hurtigste omgang på sidste omgang, lukkede hullet til Jago Geerts og vandt. Det fortæller os at han er tilbage på niveau, og efter et års skadesmareridt, bliver det en fornøjelse at have ham tilbage for fuld damp. Ligesom Gajser, går han også efter sin sjette titel, og vi kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne køre med om guldet lige til det sidste - HVIS det ikke ender på hospitalet. Igen …



#61 - Jorge Prado - Red Bull Gasgas Factory Racing

Den forsvarende mester er af mange store internationale medier, udråbt som en svag favorit, og det må vi formode er fordi de regner med at både Herlings, Gajser og Febvre kommer til at have skader og udfald. El Niño havde problemer med Ruben Fernandez på hjemmebane i Lugo til det spanske mesterskab, og straight up tror vi ikke han kan matche de andre fartmæssigt. NÅR det så er sagt, så kommer han uden tvivl og som altid til at bringe alle sine varemærker med sig ind i 2024: At lave gode starter – At koldblodigt gå efter at høste flest mulige point i kvalheatene – Og han kommer til at være i nærheden af top 3, hver gang. Kan de andre ikke matche ham på stabiliteten, så bliver han også mester igen.


#3 - Romain Febvre - Kawasaki Racing Team MXGP

Manden der vandt flest GP’er sidste år – OG ville være blevet mester hvis man kiggede på den sidste halvdel af sæsonen, må være fuld af selvtillid inden premieren. Febvre satte en tyk streg under sit titel-kandidatur sidste år, da han først havde kørt sin prototype-KX ind, men det var også i et felt uden Herlings og med en vingeskudt Gajser. Nu ser virkeligheden anderledes ud, og han kunne ikke følge Gajser i Italien, eller Herlings på Hawkstone Park. Måske han lige finder det sidste frem når det gælder? Det bliver han i hvert fald nødt til, hvis det skal blive til guld.


#91 – Jeremy Seewer – Kawasaki Racing Team MXGP

Schweizeren er gået fra blåt til grønt i løbet af vinteren, men har udtalt at der ikke har været den store forskel. Derfor må vi forvente at han rammer niveau fra start når det går løs. I opstartsløbene har han halset lidt efter, men dog været i stand til at matche i hvert fald Febvres niveau nogenlunde. Jo mere han får arbejdet sig ind i det, jo mere må vi også forvente at se ham i front, men for nu, tror vi at han lige mangler det sidste for at kunne lægge sig helt i spids. Vi håber han modbeviser os hurtigt.



#959 – Maxime Renaux – Monster Energy Yamaha

Franskmanden skal være verdensmester for Yamaha. Det må være konklusionen. Han har prøvet det før i MX2, han har vundet GP’er og heat i MXGP-klassen, nu skal det hele sættes sammen til en gylden sæson. Han plejer at finde det sidste frem når det gælder, så vi tror man skal tage hans indsats og form i opstartsløbene med et gran salt. Renaux kunne måske godt gå hen og blive en overraskelse i år, men det kræver at hans dårlige dage, ikke bliver så dårlige som det var sidste år …


#259 – Glenn Coldenhoff – Fantic Factory Racing

The Hoff valgte at blive hos Louis Vosters, selvom man mistede fabriksaftalen med Yamaha. Fantic var dog hurtige til at tage over, og det ser ud til at være et godt match. I hvert fald har Coldenhoff tromlet flere af de fabriks-Yamahaer han har kørt imod siden, og det er nok en skalp som hele teamet gerne vil have med. Han har desuden udtalt at han føler han sagtens kan vinde på sin Fantic, så vi må forvente det samme fra ham som vi har gjort de sidste par år. Verdensklasse når det kører, og så dybe bølgedale, man nok håber at eliminere.


#70 – Ruben Fernandez – Honda HRC

#rootforruben – Sidste års vinder af åbningsløbet i Argentina og helt sikkert en der gerne vil blande sig mere i toppen end han gjorde sidste år. Han har altid været kendetegnet ved at være en tonser, og sidste år kostede det ved flere lejligheder, når han løb tør for talent og prøvede at udklassere de andre på vilje alene. Man har arbejdet meget med hans pokal-eller-hospital-attitude, og det gav i det store hele pote i 2023. Nu skal man nok have lidt af vildskaben tilbage, i afmålte doseringer, hvis han skal op og blande sig i medaljekampen. Det så godt ud til spansk mesterskab i Lugo, hvor han snuppede Prado i det ene heat, og så – apropos – smed den i det andet heat.


#93 – Jago Geerts – Monster Energy Yamaha

Belgieren kommer op fra MX2-klassen, mirakuløst nok uden en titel, men sådan skulle det ikke være. Han har alle forudsætninger for at gøre det godt i den store klasse – han har endda fået hele sit team med sig, da Kemea Yamaha jo blev forfremmet til at være Yamahas officielle fabriksteam i MXGP-klassen. Hvor meget kan vi forvente af ham? Hvor meget forventer Yamaha af ham? Der er ingen tvivl om, at Jago selv går efter det. Kan han få starterne med sig, kan vi nok godt få lov at se ham i front, men det bliver spændende at se, om han kan eliminere nogle af de fejl der kostede ham i MX2, på 450’eren. Måske det at han ikke behøver være så aggressiv hele tiden, kan gøre udslaget. Vi får se.


#41 – Pauls Jonass – Standing Construct Honda

Standing Construct lå i ruiner sidste år. Efter man mistede fabriksaftalen med Husqvarna, lavede man skiftet til Honda, men med skader og uheld, blev 2023 ikke en sæson som Tim Mathys og de andre ser tilbage på med glæde. Det skal vendes rundt i år! Ikke mindst hvis Pauls Jonass kan holde sig skadesfri. For han har kørt en flot pre-sæson, hvor han flere gange udfordrede et par af de helt store favoritter. Og hvis han kan gøre det på ugentlig basis, ja så kunne det godt blive en RIGTIG god sæson for Standing Construct. Men det kræver lidt held også.



#10 – Calvin Vlaanderen – Monster Energy Yamaha

Vi skal være ærlige og sige det ligeud: Vi kan ikke greje hvorfor Yamaha følte behov for en tredje fabrikscykel. Med Renaux og Geerts burde de være dækket ind. Så at Vlaanderen langt om længe fik opfyldt sit brændende ønske om at blive fabrikskører i MXGP-klassen, virker fuldstændig uforklarlig. MEN man ved aldrig hvad der foregår i kulissen, og vi ved at han kan vinde i sandet, mens vi faktisk også så hæderlige resultater på hårdbane fra ham sidste år. Desuden har vi hørt at han ser godt ud på fabrikscyklen, og han har desuden holdt sig fra opstartsløbene. Så vi ved ikke hvordan hans form er. Måske han tager fusen på alle? Om fabriksaftalen var lige det sidste der skulle til, for at den skrutryggede gut kan køre med om medaljerne, bliver spændende at se.


#303 – Alberto Forato – Standing Construct Honda

Manden med den mageløse flamboyante fremtoning er skiftet til en rød maskine, og blev desværre sat lidt tilbage af en blodansamling der skulle opereres væk, efter styrt på Hawkstone Park. Han er faktisk stadig tvivlsom til premieren, selvom den generelle følelse omkring ham er, at han kører. Han havde sin bedste sæson sidste år, hvor han jo som bekendt næsten satte det hele i brand i Maggiora. Kommer der mere af det, så bliver det spændende at se, om han kan bygge yderligere på.


#32 – Brent van Doninck – JM Honda Racing

Som altid har manden med de tætte skuldre kørt flot i løbet af opstartssæsonen, og vi er sikre på at vi får ham at se i glimt. Han har dog kørt så godt, at vi har ham godt oppe på listen her, men det har også tendenser til så at blive en fuser når det virkelig går løs. Vi håber for ham, at det endelig flasker sig i år.


#517 – Isak Gifting – JK Racing Yamaha

Den kølige svensker er rykket i MXGP-klassen med JK Racing, og lad os være ærlige, han har været rigtig godt kørende i opstartsløbene. Vi ved hvad han kan på en crosscykel, siddende helt ude på bagskærmen, men vi tror at de fleste er imponerede over hvor godt han har set ud i opstartsfasen. Kunne det blive noget rigtig stort for svenskeren i år? Måske noget der kunne sende ham i retning af et fabrikssæde? Vi håber det!


#919 – Ben Watson – MRT Racing Team Beta

Ben Watson har gjort et kæmpe arbejde med at udvikle sin Beta, og forbedringerne var tydelige at se sidste år, hvor han nærmede sig top 10 ved flere lejligheder. Man må formode at cyklen er blevet endnu bedre til i år, så vi måske får ham at se endnu længere fremme i feltet. Han mangler stadig rigtig at gøre sig bemærket i MXGP-klassen, til trods for at han har kørt en del sæsoner i den efterhånden. Vi må se om det sker i år.


#92 – Valentin Guillod – Honda SR Motoblouz

VG92 havde en fornuftig sæson 2023, hvor det blev til en samlet niendeplads i VM og et fransk mesterskab. At han excellerer på det hårde underlag, er ingen nyhed, og så halser lidt efter på alt andet. Om vi får fremskridt at se i år, bliver spændende, men vi ved jo hvad han er i stand til – og det er også til mere end en niendeplads.



#24 – Kevin Horgmo – Honda SR Motoblouz

Et skæbneår for nordmanden, der kommer op i MXGP-klassen, efter et turbulent år i MX2 – der bød på heatsejr, strålende øjeblikke, uheld, maskinskader og en syvendeplads samlet i serien. Nu står den så på den store klasse for det franske Honda-team, og det har været et stort skift i sceneri. Ikke mindst er Yves Demaria nu hans træner, og vi tror det bliver godt for Kevins stil og præcision, at være kommet væk fra Marc de Reuver. Demaria var kendt for at være elegant og rolig på cyklen, og Kevins kørsel bliver kun bedre af at arbejde med en der måske kan tøjle hans iver en smule. Det er vi sikre på. Det kunne sagtens blive rigtig godt på lang sigt!


#17 – Cornelius Tøndel – Schmicker Racing

Endnu en nordmand er med i Argentina, da utrættelige Cornelius Tøndel følger Kevin Horgmo op i MXGP-klassen. Han har dog kørt en masse internationalt på 450’eren før – og kører efter vores mening, næsten bedre på den end på en 250’er – så det bliver spændende at se hvad samarbejdet med tyske Schmicker Racing kommer til at bære med sig. Under de rigtige forhold, kunne han godt lave nogle overraskelser!


#253 – Jan Pancar – JP253 KTM Racing Team

Jan Pancar fortjener altid at blive nævnt. Han kommer også op fra MX2, og han er stadig herre i eget hus. Sloveneren er klar for sit eget team nok engang, og vi ved vi skal holde øje med ham på hårdbane, hvor han er absolut stærkest. Han får nok sværere ved at lave overraskelserne i den store klasse, men vi håber projektet lykkes for ham.


#101 – Mattia Guadagnini – Nestaan Husqvarna Factory Racing

Italieneren er ikke med i Argentina, men han skal altså lige med på listen alligevel. Han er skiftet over under Rasmus Krogh Jørgensens vinger i løbet af vinteren, og efter hvad vi har hørt, så så det rigtig godt ud formmæssigt. Desværre styrtede han for nylig og misser første GP, men det var heldigvis ikke så slemt som det ellers så ud på stedet. Faktisk regner man med at han kan sætte sig på cyklen igen allerede i næste uge, og derved er tilbage i Spanien. Vi er sikre på at han kommer til at markere sig i glimt i sæsonen, mens RKJ og crew arbejder på at gøre ham mere helstøbt og til en titelkandidat på sigt.


#39 – Roan van de Moosdijk – Fantic Factory Racing

Der har været gået stille med dørene omkring Van de Moosdijk, men der var meldinger om at han skadede sit knæ på Hawkstone Park. I hvert fald er han ikke på den officielle startliste i Argentina, så man må formode det var værre end som så. Ikke den ideelle på tilværelsen i MXGP-klassen for #39, der ellers har fået chancen for Fantics officielle fabriksteam. Vi håber han er hurtigt tilbage, så vi kan se hvad han kan på den store cykel.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page