top of page

VM-preview! MXGP!


Måske har stormen Eunice fået udsat VM-premieren, men så kan I da nyde vores optakt så længe. Her har vi taget et kig på MXGP-klassen!


MXGP

Thomas Kjer Olsen – Vi starter selvfølgelig med TKO, der til 2022 har et nyt team omkring sig. Han tørner ud for Diga Procross, og er for første gang i sin VM-karriere, ikke på et fabriksteam. Det har dog gjort underværker for hans mentale tilstand, og baseret på hvad han viste på Hawkstone Park i søndags, så er det en knusende stærk dansker der tager kampen op i VM i år. Han er bestemt lige så hurtig og stærk som på Husqvarnaen sidste år, og tager nogle gode beslutninger. Kan han lave gode starter og holde hovedet koldt på første omgang, så ser det lovende ud for Thomas!


Jeffrey Herlings – Den forsvarende mester sidder ude med en skadet hæl, og det er uvist hvornår han vender tilbage. Han har selv udtalt at han ikke må støtte på sin fod i de næste seks uger, hvilket betyder at i hvert fald tre GP’er ryger fra hans titelforsvar. Det er ikke umuligt at han kan tage titlen, men det ser for alvor svært ud for The Bullet, der ellers lod til at være tæt på topform, efter sidste års triumf. Det kommer til at kræve en god portion svineheld.


Romain Febvre – Febvre brækkede begge knogler i skinnebenet under Paris Supercross, og har siden kæmpet for at blive klar igen. Sidste års sølvvinder bliver dog ikke klar til første GP, og han kommer sandsynligvis til at misse en god bid af sæsonen. Derfor ser hans muligheder for en titel da også meget dårlige ud.


Tim Gajser – TiGa sidder pludselig med alle kort på hånden. Han har været flyvende i opstartsløbene, har vist storform, og nu slipper han for både Herlings og Febvre i de første GP’er. Det betyder dog også at der bliver lagt ekstra pres på ham, da favoritværdigheden pludselig ligger hos ham. Han har dog været det før, og leveret masser af ædelt metal.


Jorge Prado – Hvis Gajser er favorit, så er Prado det samme – måske dog et mulehår mindre. Det ændrer dog ikke ved at Prado er på den nye generation af KTMs maskineri – maskeret som en 2021 Gasgas – og det forpligter. Han skal ud og vise at han kan køre med om titlen i år, og der er mange øjne på ham fra KTM koncernen. Han virkede klar på Riola Sardo til italiensk mesterskab, og kommer meget bedre forberedt end han gjorde sidste år.


Maxime Renaux – En outsider til medaljer? Vi tror det. Maxime Renaux trynede alt og alle på Lacapelle Marival, og forlydender siger at hans testtider har været imponerende. Læg det sammen med en VM-titel i MX2 i rygsækken, og I har en kører der tror på tingene – og som muligvis kan blive den helt store overraskelse i årets VM i MXGP-klassen!


Jeremy Seewer – Seewer er altid en trussel. Også i år. I slutningen af sidste år lod han til at have rystet sine sygdomme af sig - kyssesyge og corona - og være tilbage i sit 2020-mode. Det har han også været i årets opstartsløb, og han skal nok være der i nærheden af fronten, når starten går i England.


Glenn Coldenhoff – The Hoff er efterhånden over 30 år, og har stadig ikke fundet opskriften på hvordan han får det bedste ud af sig selv hver gang. Han har været flyvende en håndfuld gange i sin karriere – tilmed verdens bedste på enkelte dage – men muligheden for at sætte de håndfulde sammen til en hel sæson, synes at løbe ud. Det skal være i år at han får sat tingene sammen. Chancerne bliver ikke ved at være der.


Pauls Jonass – Den tidligere MX2-verdensmester er stadig hos Standing Construct, men er tilbage på Husqvarna. Han har fået den nye generation Husqvarna til år, og det skal blive spændende at se hvordan han forvalter den. Han havde uden tvivl potentialet til at køre med om podiet sidste år, og får Tim Mathys lov at pille ved Husqvarnaen, ligesom han gjorde på Jonass' Gasgas, så kunne letten godt blive en dark horse til medaljerne. Vi tror i hvert fald vi skal regne med at se ham dybt oppe i top 10 ofte.


Ben Watson – Britiske Watson løb med det sidste fabriks-Kawasaki sæde, efter længere tids stoledans om pladsen. Efter en lunken rookie-sæson i VM, er der nu endnu mere pres på Watson, for at gøre sig fortjent til tilliden fra Kawasaki. Mange udenlandske (læs: Primært britiske) mener at han har mere rå fart end Thomas Kjer Olsen, hvilket helt tydeligt ikke er korrekt, men han gør mange ting rigtigt. Watson lavede flere flotte starter sidste år, der dog så blev omsat til næsten ingenting. Lidt ligesom hans dag gik på Hawkstone Park i søndags. Vi ved dog at Ben har talentet, og vi håber han får vist os det i år. Som noget spøjst, har han affjedring fra KYB på sin Kawasaki, imens Febvre kører med Showa.


Ruben Fernandez#rootforruben rykker op i MXGP på fuld tid, men det bliver stadig det samme vi får at se fra ham. Mere tonsen og kørsel på ren vilje! Han kommer til at give så meget gas der skal til, og så går resten derefter. Han har været rigtig flot kørende på 450’eren i opstarten, og det skulle undre meget, om ikke han kommer til at overraske positivt. Om end ikke fra start, så i glimt.


Mitch Evans – Honda har tiltro til Evans. Hele sidste år kæmpede han med en skade og var slet ikke på cyklen, men alligevel sidder han stadig på fabrikscyklen. Han manglede tydeligvis form til det italienske mesterskab her i opstarten, men hvis han kan fortsætte hvor han slap i 2020, så er der meget godt i vente. Vi får se på Matterley Basin!


Brian Bogers – Standing Construct holdt fast i Brian Bogers til i år, og skal man tro hans sejr på Hawkstone Park i søndags, så er han et super godt sted. Hos teamet har man arbejdet meget med hans starter, da man mener det er her han taber – vi tror der er et par steder mere – men at han kommer til at blande sig i top 10, er der slet ingen tvivl om.


Jed Beaton – Australieren rykker op i MXGP-klassen sammen med sit gamle team, F&H Kawasaki, der lader til at have bygget et sæde omkring Jed i den store klasse. Det lægger lidt pres på den sympatiske gut fra down under, der dog i opstarten har vist at han også mestrer at køre på den større cykel. Kan han stå distancen, eller tager han de mange ødelæggende småfejl med sig fra sidste år? Vi må vente og se.


Calvin Vlaanderen – Den hollandske sydafrikaner havde til det sidste håbet på at få det andet Kawasaki-sæde, men måtte blive hvor han var, da det ikke blev til noget. Om det er smart at skilte så offentligt på at man gerne vil væk, for så at ende det sted man var i forvejen, skal vi ikke gøre os til herrer over. Men det lægger pres på Vlaanderen for at levere resultater, endnu bedre end dem han diskede op med sidste år.


Jeremy van Horebeek – The Jerreman er stadig på Beta, og projektet går ind i sit andet år. I 2021 kæmpede de åbenlyst med at finde kræfter i cyklen, men forlydender går på, at Beta har formået at rette op på den mangel. Hvor meget de har rettet op på det, får vi at se når VM for alvor går i gang.


Boblere: Vi skal også lige have navne på et par boblere. Brent van Doninck kørte stærkt på Hawkstone Park, og har tendenser til at være bedst med ryggen imod muren. Vi er glade for at Arminas Jasikonis fandt et nyt sæde, om end det ikke ser ud til at blive meget bedre for den lange litauer. Alessandro Lupino er også røget til Beta, men om det kommer til at kunne ses på hans resultater, håber vi, for han er en sympatisk gut - men vi er ikke overbeviste. Han starter desuden med at sidde over med en skade. Og så er vi også nødt til at nævne Nicholas Lapucci, der vandt EMX250 sidste år på sin Fantic 250XX 2-takter, og stiller til start i VM MXGP-klassen på den i år, selvom vi må undvære ham i England, da han stadig plejer en skulderskade!


Foto: Ray Archer

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page