top of page

Årets bedste crosskørere i verden!

  • 30. dec. 2023
  • 5 min læsning

Hold på hat og briller, og gør dig klar til måske årets mest subjektive artikel. Men som en afslutning på en hæsblæsende sæson 2023, satte vi os ned, for at lave en top 10 over dem der har været bedst i verden i år. Det var ikke nemt. Og der var mange aspekter at tage med i overvejelserne. Til slut valgte vi at se en smuke bort fra titler, og lade talent, teknik og generel fremtoning og tempo, være bærende og bryde eventuelle ties.


Så lad debatten begynde, her er MX-Index' top 10 over de bedste motocrosskørere i verden 2023:


1. Jett Lawrence - Australien - Honda

Det kan ikke være anderledes. Jettson har sat bål i USA i år, med en perfekt rookiesæson i 450-klassen udendørs, endnu en 250-titel, og ikke mindst en solid præstation til Motocross of Nations, hvor han bare var den hurtigste - om end ikke den heldigste. Men det der virkelig lander ham på pladsen her, er hans måde at køre på crosseren. Selvom man kan blive træt af at høre om det blive fremhævet, så kan han køre geden på en måde, som de andre bare ikke kan gøre efter - selv hvis de ligger i baghjulet på ham og prøver. Det giver en absurd fordel, der ikke er mange i historien der har kunnet prale af. Uanset om man synes hypen er for meget, for skinger, og for snothvalpet på noget socialt medie, så er den berettiget. Så simpelt er det.


2. Ken Roczen - Tyskland - Suzuki

Hvis MX-Index' Skriverkarl havde valgt med hjertet, havde tyskeren nok været nummer 1, men det gule hjerte blev holdt i ave. Og selv da, så var der ingen tvivl om, at Ken skulle have andenpladsen i år. Alle troede det ville floppe og at det var et cash-grab, da han skrev under med Suzuki. De havde bare lige undervurderet hvor godt Kickstart Kenny kan lide at vise folk at de tager fejl - OG hvor meget det psykiske lige betyder i professionel sport. (Og at det nok ikke er den elstarter, der gør at du vinder det klubmesterskab, men nok snarere at du tror lidt på projektet.) En VM-titel, en samlet sejr til Motocross of Nations, en finalesejr i supercross-serien, og måske den eneste reelle udfordrer til Jett Lawrence udendørs. Ken og hans gule ged er et match made in heaven.


3. Jorge Prado - Spanien - Gasgas

Det vigtigt at gøre det på den rigtige måde, når man kører motocross - siger træneren altid til de små ude i klubben. Ikke mindst fordi man så bare bliver mere stabil. Og det er lige præcis hvad El Niño beviste i år, og blev belønnet med sin første MXGP-titel. For Prado laver starterne, kører med i top 3, og laver stort set ingen skelsættende fejl der koster DNF'er og kraveben. Somme tider vinder han, somme tider bliver han nummer 3, men hvis det er på en dårlig dag, så har de andre ikke en chance. Prado har fortjent tredjepladsen på listen, for at vise at man skal have hjernen med, når man gerne vil fyre.


4. Romain Febvre - Frankrig - Kawasaki

... men selvom Prado er på tredjepladsen, så var vi meget tæt på at give den til Febvre. For da franskmanden først fik kørt sin 2024-prototype Kawasaki ind, så var sæsonen hans. Måler vi fra cirka midtvejs og til finalen, så var der ingen der bare var i nærheden af ham. Han vandt flest GP'er af alle, blev belønnet med sølvmedaljen, og vandt også lige MXoN på hjemmebane med sit land. Det lover bare godt for 2024-sæsonen!


5. Hunter Lawrence - Australien - Honda

Hvis man er kynisk, så må man sige at Hunter SKULLE vinde både supercross og motocross-mesterskabet i USA, fordi feltet bare ikke er særlig dybt. Så med de briller på, kan man sige at hans sæson ikke har været så god, fordi han måtte give SMX-titlen væk, over det der ALTID har været hans store problem: Alt for mange fejl og styrt. For han er bestemt ikke det tekniske vidunder hans lillebror er, og selvom vi tror der nok skal være lyspunkter i den kommende 450 rookie-sæson, så kommer der også til at være styrt. Men han vandt de to titler, og var dominerende når han ikke lå på jorden. OG han var på pallen med Australien til MXoN.


6. Hayden Deegan - USA - Yamaha

Fænomenet Deegan og hele cirkusset omkring ham, kan man mene om hvad man vil. Sagen er at han formåede at gøre sig gældende i sin rookie-sæson, OG tage SMX-titlen på fornem vis. Selvfølgelig halvt fordi Hunter Lawrence ikke kunne køre helt til mål, og igen på baggrund af et svagt 250-felt - især splittet i to til supercross. Men derfor gjorde han det stadigvæk, og nu venter så den spændende anden sæson. Wow-rookie-effekten er væk. Kan han gøre det igen, nu hvor alle forventer han vinder? Fra internetstjernen, der nok mest er modig, selvsikker og fandenivoldsk, end egentlig teknisk dygtig på cyklen, kan vi forvente lidt af hvert. Men sjettepladsen på denne liste skal han have.


7. Jeremy Seewer - Schweiz - Yamaha

Det kan måske være kontroversielt, især når man kigger på de næste to på listen, men det er vores opfattelse, at der herhjemme - i hvert fald pletvis - stadig hersker en tese om, at AMA-serierne skulle have mere dybde end VM-serien. Den fejlagtige floskel er blevet modbevist gang på gang de seneste ti år. Derfor var det også Seewer der skulle på her på syvendepladsen. For selvom han startede slingrende, så fik han faktisk kørt sig i fin form, tog bronzemedaljen i MXGP-klassen og flere GP-sejre. Hvordan det skal gå hos Kawasaki bliver virkelig spændende at følge næste år.


8. Eli Tomac - USA - Yamaha

Tomac eller Sexton her? Det var ikke let. Men vi endte på Tomac, da han virkede som om han var i kontrol da han blev skadet til næstsidste afdeling af AMA Supercross-serien. Indtil da havde han også bare virket mere sikkert kørende i forhold til Sexton - uden tvivl qua hans store rutine. Og vi må indrømme vi lige viftede lidt med Stars & Stripes, da han valgte at tage en sæson mere næste år!


9. Chase Sexton - USA - Honda

Det er selvfølgelig hårdt, når man tænker på at Sexton jo vandt 450 Supercross i år. Men, men, men hvor bliver der lavet mange fejl under det afblegede garn. Uprovokerede koncentrationsfejl, der får ham til at virke som en der faktisk har spildt muligheder denne her sæson. Han blev desuden trynet af Jett Lawrence udendørs - IGEN, ikke mindst på baggrund af mange fejl. Det skal der simpelthen styr på, hvis man skal efterlade indtrykket af at være verdens bedste. Om lykken skal findes hos KTM, skal vi lige se først. Vi er ikke overbeviste. (Men det betyder vel at han er valgbar til MXoN?)


10. Jago Geerts - Belgien - Yamaha

Den her kan vi måske godt få hug for. Men vi valgte Andrea Adamo fra på tiendepladsen. For ja, han blev verdensmester. Men lad os dvæle ved, at italieneren ikke var bare i top 2 på en ENESTE statistik for årets VM i MX2-klassen ... Hverken i heatsejre, GP-sejre, gennemsnitlige point scoret, antal omgange ført, antal kvalheat vundet, antal starter taget, etc. - ingen steder var han bedst. Og selvom det er en enorm præstation han har leveret, og han har oppet sig uendeligt fra sidste år, så kunne vi bare ikke smide ham på listen. I stedet var Jago selvskreven. At han formår at komme tilbage to gange efter brækkede knogler - anden gang som følge af en anden kørers fejl - og STADIG formå at køre med om medaljerne og tage sølvet, viser alt hvad vi har behov for at se. Han var den bedste kører i MX2-klassen i år. Titelmæssigt var han ikke i top 10, på alle andre parametre var han langt deroppe.


MEN vi vil rigtig gerne vide hvad I tænker? Hvem er på din top 10 over de bedste kørere i verden 2023? Lad os høre i kommentarsporet på Facebook!


Foto: Alexander Svendsen

 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page