top of page

Spænding før DM Motocross start

På fredag den 18. april starter sæsonen for landets bedste motocrosskørere, når der tages hul på første afdeling af 24MX DM-A serien, som er den bedste serie i dansk motocross. Det sker på Troldkjærbanen ved Holstebro, og der er lagt op til et brag af en åbning, når samtlige af landets bedste motocrosskørere for første gang i 2014 står over for hinanden – klar til den direkte duel om herredømmet i dansk motocross.

Startlisten tæller ikke mindre end 18 internationale kørere, fra lande som Sverige, Norge, Island og Holland, som alle har tænkt sig at udfordre danskerne i kampen om det åbne danske mesterskab. Derfor er der en reel mulighed for, at det slet ikke er en dansker som løber med guldet på fredag.

MX1 klassen - Kongeklassen

Vi kan allerede nu slå fast, at 2014 bliver en sæson, hvor MX1 klassen igen kommer til at leve op til sit øgenavn, som værende ”Kongeklassen” i dansk motocross.

De fire største favoritter til guldet i denne klasse er Stefan Kjer Olsen fra Sønderborg, Nikolaj Larsen fra Præstø, Nicolai M. Hansen fra Silkeborg og Kim O. Sørensen fra Fjerritslev. Men dertil kommer de mange internationale kørere, hvor specielt Nick Kouwenberg fra Holland skiller sig bemærkelsesværdigt ud – ikke mindst fordi han er en decideret sand specialist, og banen i Holstebro hører til blandt de sværeste sandbaner, vi har i Danmark.

Når der er favoritter, så er der også outsidere, og dem er der absolut heller ikke mangel på i Kongeklassen. Tonni Andersen fra Svendborg, Morten Lilholt fra Aalborg, Simon Wulff fra Grenaa… og sådan kunne der nævnes en lang række af kørere, som absolut også har potentialet til at komme på podiet i Holstebro.

MX2 klassen

Rasmus Krogh Jørgensen fra Varde er forsvarende mester i MX2 klassen, men han brækkede begge sine ankler for blot tre måneder siden, og det er derfor meget begrænset forberedelsestid, han har haft på motorcyklen. Derfor lugter konkurrenterne også blod, og ligesom i MX1 klassen er der også en hel række af udfordrere til titlen i MX2 klassen.

Mathias Jørgensen fra Store Fulgede står først i køen af bejlere til titlen, da han ligner den kører, der har haft de bedste forberedelser op til dette DM. Men Rasmus Lynggaard fra Mors vandt sølv i MX2 klassen i 2013, og han er i den grad modnet som crosskører de seneste sæsoner, så han vil uden tvivl være potentiel vinder i Holstebro.

Benjamin Strate fra Sakskøbing, Mathias Gryning fra Slagelse og Martin Hansen fra Køge er ikke så hjemmevante på dybe sandbaner som Holstebro, men de skal alligevel regnes med i favoritgruppen, efter deres resultater i toppen af mesterskabet sidste år. Hertil skal Kasper Jensen fra Sønderborg tilføjes som den ubekendte faktor, da han ikke har deltaget i denne klasse siden 2006, men den tidligere VM kører har afgjort potentialet til at køre med i toppen.

Som spydspids for de internationale kørere i denne klasse, står svenske Jonathan Bengtsson som den absolut største bejler til en sejr. Jonathan vandt årets første DM heat i 2013, og der er god grund til at tro, at han kan gentage den bedrift.

Startbommen til årets første 24MX DM-A heat falder kl. 12.30 Langfredag på Troldkjærbanen i Holstebro.

Du kan læse mere om 24MX DM-A på www.DMmotocross.dk

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page