Kaduuz’e at komme afsted? – Kaduuz Racing
Kalenderen skråler forår, selvom vinden stadig bider en knivspids i kindtøjet, men hvem tænker på bagateller, når DM 2017 står for døren? Måske den mest spændende sæson til dato, og selvfølgelig er de gæve gule gutter fra Kaduuz Racing klar til at være så stor en del af festen de kan – både på dansegulvet, og som ham i baren, der deler livsråd ud og fortæller anekdoter om at skifte en motor kun med et dækjern, tålmod og indædt tro på egne evner. Suzukierne er smurt ind, så du kan sætte hår i bagskærmen, og hele holdet er igen klar til at stå sammen, skulder ved skulder, og kæmpe sig igennem årets DM, som en skonnert i ukendte farvande. Det bliver vildt, det bliver godt og så bliver det ikke mindst ekstremt spændende! Alle mand melder klar til start, og vi glæder os som altid, til at være en del af kampen om titlen som Danmarks bedste!
Rasmus Johansen: ”Jeg glæder mig til at komme igang med DM. Mine forberedelser har været lidt op og ned, men jeg føler at min kørsel er god, så det bliver fedt! Jeg håber jeg kan være i den gode ende, og jeg føler selv jeg har gjort arbejdet for det og min fart er der, hvis det hele fungere! Jeg føler mig utrolig godt tilpas på Suzukien, og jeg er glad for de mennesker der er omkring det hele! Så det bliver godt!”
André Blomqvist: ”Det bliver rigtig fedt at komme igang med sæsonen! Jeg glæder mig til at komme til Randers igen, da jeg syntes banen var rigtig sjov. Jeg har fået trænet godt i vinter – både på cyklen og konditionsmæssigt, og jeg går efter at komme være med omkring top 10! Vi ses i Randers, hvor I skal huske at holde udkig efter mit nye nummer 39, som også er det jeg kører med i Sverige!”
Thomas Rasmussen: ”Jeg glæder mig da meget til Randers! Det er en super fed bane, så jeg håber vejret er med os alle deroppe! Og hvordan jeg håber det vil gå? Jeg lavede et vildt overraskende resultat sidste år, i den sjove ende af feltet, som 6’er samlet. Jeg har ikke rigtig sat mig et mål endnu for Randers, da der er mange fra udlandet! Men jeg vil da gøre det bedste jeg kan, og så håber jeg mine starter er med mig!”
Jonas Alex Olsen: ”Mine forhåbninger for Randers, er stadig at finde min plads i A-klassen, og selvfølgelig at få to gode og stabile heat. Feltet ser super stærkt ud i år, så der skal kæmpes hårdt for det. På grund af problemer med at få affjedringen til at fungere, har jeg desværre ikke haft tid til at køre nogle vinterløb i år, men det gør bare at jeg glæder mig endnu mere, til at komme bag bommen i Randers!”
Det er på mandag at første slag skal stå i Randers, og de gule fribyttere hænger ud over rælingen – klar til at give alle der møder op, et fantastisk show, sammen med resten af Danmarks bedste på en crosscykel. Må den bedste mand vinde, og de gule glam genlyde over banen i Randers. Yo ho ho, og en hel tønde kædespray!