top of page

DM motocross og freestyle kommer til Mors


På søndag danner en af Danmarks smukkeste motocrossbaner rammen om årets tredje afdeling af EKS-Brand DM motocross serien, og ved samme lejlighed køres en afdeling af historiens første DM i freestyle motocross. Det er Solbjergbanen på Mors, der med sin perfekte placering i en dal på øen, giver publikum de bedste muligheder for at følge landets bedste motocrosskørere på nærmeste hold.

Intensitet i MX1 Nichlas Bjerregaard fra Nibe kommer til årets tredje DM afdeling med den røde frontnummerplade som det synlige bevis på, at han fører i DM stillingen. Bjerregaard har imidlertid ikke haft ret meget held med tingene på det seneste, så han har virkeligt noget han gerne vil bevise på Mors. Lige modsat er det for hans nærmeste forfølgere Mathias Gryning og Benjamin Strate fra Næstved Motor Klub, som netop har sikret sig sølv og bronze (i nævnte rækkefølge) ved Nordisk mesterskab på deres hjemmebane, så de kommer til Mors med selvtilliden helt i top. Samme selvtillid må Andreas Kristensen Falden på fjerdepladsen også være i besidelse af, da han for tiden markerer sig som en af de helt store åbenbaringer i dansk motocross. Top fem før søndagens løb afrundes af Kim O. Sørensen, som trods en del op og nedture har vist en ukuelig fightervilje til at ville opnå medaljer. Kim O. Sørensens skulder gik imidlertid af led blot en uge før Mors, men hans kæreste (og Fysioterapeut) var i stand til at sætte den hurtigt på plads, så forhåbentlig er det ikke noget den tidligere indehaver af årets røde frontnummerplade er alt for mærket af.

Trekløver og piger i MX2 Mathias Jørgensen fra Hedelands Motorklub er manden der skal besejres lige nu, hvis man vil gøre sig forhåbninger om et mesterskab i MX2 klassen. Jørgensen har for alvor tur i den i øjeblikket, og han ligner en kører der er i bedre form end nogensinde før, så hvis det forsætter, kan han måske endeligt få det mesterskab han har jagtet i flere år. Glen Meier fra Randers er kun 13 point efter Jørgensen, og han er ligeledes utroligt godt kørende for tiden, så to heatsejre på Mors vil sætte ham i en rigtig god position midtvejs i mesterskabet. Sidste blad i trekløveret der topper MX2 klassen, er Jakob Kjær Nielsen fra Nibe, som trods lidt ryg-problemer har holdt sig blandt de tre forreste. Det skal dog bliver spændende, om han er i stand til at kigge opad i tabellen på Mors, eller om fysikken tvinger ham til at fokusere på den bagfra kommende trussel i form af svenske Felix Nilsson, der deltager i det åbne danske mesterskab.

Lidt bemærkelsesværdigt er det, at hele to pige tager kampen op mod drengene i MX2 klassen. Det er forsvarende europamester Sara Andersen fra Svendborg og Line Dam fra Randers. Begge piger kører også VM for kvinder, hvor Sara lige nu ligger nr. 9, mens Line ligger nr. 11, så drengene får kamp til stregen på søndag.

Ustyrlige U18 I 125cc U18 junior klassen har Rasmus Pedersen fra Vejle været fuldstændigt dominerende indtil videre. Rasmus har foreløbigt vundet alle kørte heat i klassen, og selvom Mikkel Nyvang fra Næstved har gjort hvad han kunne for at følge med, så må han se sig placeret på en solid andenplads. U18 klassen har også en pige på startlisten, og her er det Malou D. Jakobsen fra Børkob der repræsenterer det stærke køn.

DM i freestyle For første gang nogensinde bliver der arrangeret DM i freestyle motocross på Mors, så når de almnindelige motocrosskørere holder pause på Solbjergbanen, vil freestylekørerne imponerer med backflips og andre vilde tricks på ramperne. DM i freestyle køres over to afdelinger og Alex Porsing der stammer fra Kibæk er utvivlsomt favorit til at vinde Seven DM freestyle mesterskabet. Alex bliver dog ikke ene mand på rampen, for også Kevin Rahbek og minimum en tysk kører stiller også op i det åbne danske freestyle mesterskab. Desuden kæmper freestylekørerne både om DM titlen, og om det der hedder "Best Whip", som er et legendarisk hop, hvor motorcyklen ligges mest muligt sidelæns i luften.

Se tidsplan og meget mere på www.DMmotocross.dk Foto: Caroline Joelsson

Tags:

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page