top of page

Kaduuz Racing komplet i Aalborg!


Den spæde start på sommeren, har budt på turbulent luft, bulder, brag og hvad der dertil hører med, af dunderregn fra oven. Heldigvis har der også været plads til solstråler, og det er dem vi sigter efter at mærke på kindtøjet, som vi stæser afsted imod mål og med. Tre afdelinger af DM er der allerede kørt, og på søndag er det tid til endnu en omgang i ringen. Og sikken en! Heldigvis er Den Gule Armé klar til kamp, og med alle mand tilbage under teltdugen, så kan det kun blive en fest, når DM-feltet rykker mod nord - og Dall-banen ved Aalborg.

Rasmus Johansen startede sin DM-sæson flot, men desværre satte et brækket kraveben ham ud af spillet inden sidste afdeling. Men der er gode nyheder, drenge og piger! Rasmus er nemlig tilbage på bommen i Aalborg! Han fortæller selv, at han stadig ikke er på 100%, men at han kommer for at vise flaget, og hvis det ikke siger noget om vor fynbos karakter, så ved vi snart ikke.

Thomas Rasmussen var en af dem der imponerede allermest i Holstebro, hvor han blandt andet leverede sit livs bedste heat, og missede podiet med et mulehår. Han blev også kåret til dagens fighter, og hvis det ikke beskriver vor sliders karakter, så ved vi snart ikke. Han er inde i den samlede top 5 i MX2, og har mod på mere! Du kan læse et langt interview med Thomas, i det nyeste nummer af MOTO: https://issuu.com/motocrossde…/…/moto_4_low_05153a823ef4e7/6

Jonas Alex Olsen sad også over i Holstebro, men sjællænderen er tilbage, når feltet rammer det hårde underlag i Aalborg. Jonas leverede noget af det bedste vi har set fra ham, til første afdeling i Næstved, og vi håber at se endnu flere gode glimt i den kommende weekend!

Men hov, er der flere der skal nævnes, tænker du? Og ja, det ved den søde grød der er! Vi kan nemlig slet ikke få hænderne ned, over at Jonas Stub Buch og hans RM85, endte på den samlede tredjeplads, da der i mandags blev kørt DM i 85 i Næstved! Han presser på for top 5 i DM, med to afdelinger igen!

Og i den anden ende af skalaen, så ser det også lovende ud, for Kim Alex Olsen i kampen om DM i OldBoys +50. Her har Kim nemlig vundet samtlige heat indtil videre, så det kørende gule koryfæ, holder fortsat vind i sejlet!

I det hele taget er der god varme i de gule vinde der blæser, og Kaduuz Racing glæder sig til DM i Aalborg, hvor vi igen håber at give publikum et show de kan lune sig på - uanset hvad vejrudsigten så siger. Ses vi?

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page