top of page
Søg

DM-A Top 10 - MX2

  • Mikkel591
  • 5. sep. 2019
  • 4 min læsning

DM går ind i sin afgørende fase, nu hvor der kun mangler to afdelinger. Der skal findes en vinder, og det bliver der, i løbet af de næste par uger. Derfor tager MX-Index lige et kig på top 10, inden det brager løs på Yamaha Park i Svendborg på søndag. Og vi starter med MX2-klassen.

1. Glen Meier - 374p

Glen styrer sikkert imod et mesterskab. Han har indtil videre været den med det kølige overblik, og han har sejret i 5 ud af 8 heat. Det betyder at han fører feltet an med en fornuftig margin, og spørgsmålet er, om Glen kommer til at tænke på sit mesterskab i Svendborg. Vi ved at han har tempoet til at vinde, og er forholdene rigtige, så kan han bestemt gøre det. Han har kæmpet lidt med heldet internationalt på det seneste, så mon ikke en DM-heatsejr eller to, kunne lune på kontoen?

2. Mads Sjøholm - 324p

Mads Sjøholm var på en 450'er til ADAC MX Masters i den forgangne weekend, hvor han viste godt tempo, men i Svendborg er han tilbage på 2-smokeren. Vi ved at Mads kan køre virkelig stærkt på det hårde underlag, som Svendborg jo er kendt for - (Lad det gerne forblive sådan, vejrguder) - så det bliver spændende at se, hvad han kommer med. Han har helt sikkert tempoet til at gøre det godt. (Såfremt Karnovs Lovsamling ikke har taget brodden helt af ham.)

3. Mike Lauritsen - 304p

Er der nogen der har imponeret i år, så er det lange Mike. Han er bare blevet bedre og bedre, og indtager derfor den samlede tredjeplads. Og Svendborg bliver endnu en slagmark, hvor han skal forsøge at holde fast i sin podieplacering. Med den kørsel han har lagt for dagen, så er det bestemt muligt, og hvem ved? Måske Mike kan tage endnu en top 3 på dagen, skønt konkurrencen bliver hård!

4. Benjamin Strate - 303p

Benner har ikke haft det heldige gensyn med MX2-klassen, som han havde håbet på, men han har alligevel hente gode point hver gang. I Aalborg tog han andenpladsen efter Mikkel Haarup i andet heat, og han har derfor bevist at han kan sætte det øvrige felt til vægs. Han er desuden kendt for at være bedst på det hårde, og med kun ét point til den samlede top 3, så er det nok en sulten Benjamin Strate der kommer til Svendborg.

5. Nicklas Haagensen - 276p

Nicklas har været stabil og hurtig i år, og det er derfor han ligger til i den samlede stilling. Han har været med hvor det skete i stort set alle heat der er kørt, og kan han finde de små marginaler han mangler, så kan han også sagtens lege med længere oppe. Han skal i hvert fald ikke afskrives, og så er han jo som bekendt, en rigtig god starter.

6. Tonni Andersen - 272p

Hvem har fidus til Tonni? MX-Index har altid fidus til Tonni, og på hjemmebanen i Svendborg, så kan feltets alderspræsident, snildt gå hen og trække de unge i kindskægget. Vi har før set Tonni være flyvende i det sydfynske, og med hjælp fra 2-takteren, så kunne han sagtens finde på at være det igen, når vi det går løs på søndag!

7. Thomas Rasmussen - 270p

Den eneste i top 10, der ikke kører Yamaha eller KTM, og samtidig en gut, der leverede sit livs bedste til afdelingen i Holstebro. Thomas og hans gule Suzuki slider sig op igennem feltet, det ser vi hver gang, og hvis han formår at komme godt afsted også, så er det ikke til at sige, hvad der kommer til at ske.

8. Rasmus Lynggaard - 258p

Rasmus har også valgt en 2-takter til i år, og det ser ud til at være et godt match. Han var godt kørende i Holstebro, og har ligget stabilt i top 10, i stort set alle heat igennem hele sæsonen. Han er uden tvivl på pletten igen på søndag.

9. Søren Rasmussen - 226p

Lillebror Rasmussen er på vej imod sit bedste samlede resultat til dato. Så let kan det siges. Søren har virkelig formået at hæve sit niveau til i år, og med to afdelinger igen, ligner det en samlet top 10, hvis han kan holde skruen i vandet. Første opgave bliver Svendborg på søndag.

10. Thomas Rasksen - 221p

Det er godt at have Thomas tilbage for fuld damp, og han har leveret fine ting, i årets første fire afdelinger, selvom der også har været bump på vejen. Men Thomas har før været længere fremme i tabellen, og vi er sikre på, at han vil gøre hvad han kan, for at sikre den tendens en gentagelse.

Men top 10 er ikke det eneste der er værd at kigge efter i Svendborg. For der er flere faktorer der kan spille ind når det går løs i MX2. Mikkel Haarup er igen på pletten, og det danske stjernefrø, gjorde kort proces i Aalborg, hvor han snuppede begge heatsejre. Kommer hans tilstedeværelse til at spille ind? Samtidig skal vi heller ikke glemme Mathias Jørgensen, der jo er forsvarende mester i klassen, og ham der vandt første afdeling i Næstved. Han kommer på en TM, og har meldt ud at det mest bare er for sjov, men vi kender Mathias godt nok til at vide, at det han synes er sjovest, er at vinde. (Og hvis du har set noget AMA SX i vinter, så ved du jo også hvordan han gør det i mudder, skulle det begynde at dryppe i Svendborg ...) Og til slut skal vi også lige nævne, at vi glæder os til at have Kenneth Kaalund med tilbage på bommen.

MX2-drengene er klar til at gøre din søndag til en fest. Ses vi i Svendborg? (Ja da!)

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page